Hun brænder for Nakskov: Kristina meldte sig som den første

Kristina Rasmussen vil vise, at Nakskov rummer masser af interessante butikker. Privatfoto

Lokal erhvervsdrivende glæder sig over det nye koncept "vinderbutikker", som, hun tror, kan være med til at gøre hendes forretning til en succes.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Det er ingen hemmelighed, at detailhandlen er presset flere steder på både Lolland og Falster.

Butikker må give op og dreje nøglen om, fordi udgifterne overstiger indtægterne. Lukninger af butikker betyder mindre liv i bymidten, færre potentielle kunder og mindre interesse for at bo i byerne.

En negativ skrue, som Lollands Bank vil forsøge at vende med sit initiativ kaldet "vinderbutikker", som Folketidende tidligere har skrevet om.

Meldte sig som den første

Fire "kickoffmøder" i marts skal få de erhvervsdrivende til at melde sig til projektet, der med sin dokumenterede succes fra tidligere forløb andre steder i landet skal overbevise om, at netop deres butik kan blive til en god forretning.

I weekenden blev det første af de møder således holdt på Hotel Harmonien i Nakskov, hvor den lokale erhvervsdrivende Kristina Rasmussen, der er indehaver af "Damernes og Herrernes Frisør Butik Kristina" i Søndergade 1 i Nakskov, der er en kombineret frisørsalon og tøjforretning, som den første meldte sig under fanerne til det nye initiativ.

Læs også: Direktør jubler over resultat: - Vi er meget ydmyge og stolte

Hun var slet ikke i tvivl, da hun hørte om tiltaget, for som andre erhvervsdrivende i Lollands største by mærker hun også udfordringerne med de manglende kunder i bymidten.

Artiklen fortsætter under billedet...

De kæmper også med kunderne i Kristina Rasmussens butik i Nakskov. Privatfoto

Svært at lokke folk i butikken

- Jeg har drevet en frisørsalon gennem 20 år, som er en sund og frisk forretning. Jeg udvidede så med en tøjforretning for tre år siden, da flere havde spurgt efter en tøjbutik i byen. Jeg havde en stor salon og kunne ikke skaffe frisører nok, så vi havde muligheden og pladsen for at åbne for salg af tøj.

- Men det har været svært at få folk ind i butikken. Dem, der bliver klippet her, køber også tøj, men det er svært at lokke andre folk ind. De kommer og mærker på tingene, men køber det så hjemme på nettet.

- Vi har egentlig god opbakning fra turister, der kommer og roser os for vores udvalg, gode service og koncept. Så nu mangler vi bare, at folk fra Nakskov kommer. Vi er jo desværre ikke de eneste, der oplever, at folk ikke kommer ud og handler i butikkerne, lyder det fra Kristina Rasmussen.

Derfor håber hun, at tiltaget med "vinderbutikker" kan sikre hende en bedre fremtid for sin lokale butik i byen.

Brænder for Nakskov

Hun føler sig knyttet til området og vil gerne være med til at vende den trend, der er for tiden.

- Vi mangler sparringspartnere, og det håber jeg jo, at forløbet kan hjælpe med. Vi vil gerne hjælpe nakskovitterne og turisterne og vise, at vi godt kan være inspirerende i byen. At der findes interessante og spændende butikker, så man ikke behøver at køre til storcentret i Næstved eller København for eksempel.

Jeg brænder jo for Nakskov, og jeg synes, det fortjener et skud det her. Jeg synes, alle fortjener at vide, at Nakskov er spændende. Så det, at Lollands Bank sætter ind nu med hjælp, er en gave for os alle sammen.

Kristina Rasmussen, erhvervsdrivende i Nakskov

- Jeg brænder jo for Nakskov, og jeg synes, det fortjener et skud det her. Jeg synes, alle fortjener at vide, at Nakskov er spændende. Så det, at Lollands Bank sætter ind nu med hjælp, er en gave for os alle sammen, mener hun.

- Hvad forventer du dig af forløbet, du har tilmeldt dig?

- Jeg forventer alt. Også af mig selv. Jeg ved, det bliver hårdt arbejde, hvis vi skal lykkes med det, men jeg tror på det. For jeg forventer, at teamet bag projektet kommer i min butik og giver de råd, forslag og redskaber, de har.

Kristina Rasmussens frisørsalon får stadig mange bookinger, men hun tror på, at hun med hjælp fra det nye initiativ kan få flere kunder indenfor. Privatfoto

- Min forventning er, at vi får hjælp til, hvordan vi kan tiltrække folk og finde ud af, hvordan andre gør. Jeg glæder mig til at se, hvordan det går. At se, at vi ikke står alene om det. Hvis andre kan, så kan vi også.

- Vi skal finde den rigtige måde at drive forretningen på, og det er der forskellige måder at gøre på, siger indehaveren af den kombinerede frisør og tøjbutik.

Har ikke råd til at lade være

Som en del af aftalen og forløbet, der koster 25.000 kroner, dækker Lollands Bank de 10.000 kroner, mens de erhvervsdrivende selv skal skaffe den resterende kapital. Det skræmmer bestemt ikke iværksætteren.

- Jeg synes ikke, jeg har råd til at lade være. Det koster penge at tjene penge, så jeg tænker, at beløbet er et fint beløb og helt ok for mig.

Det er endnu uvist, hvornår Kristina Rasmussens forløb begynder, da der ikke er lavet endelige aftaler. Men står det til hende selv, så håber hun, hun kan få plads til foråret.