KÆMPE-SCOOP: DET ER DRØMMEKANDIDATEN!
Er der hold i rygterne, så er det altså virkelig godt set af S i Guldborgsundkredsen. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Analyse: Det vil være et kæmpe scoop for S i Guldborgsund, hvis rygtet taler sandt, for så står Socialdemokratiet langt stærkere i kampen om at få en mand på tinge, mener Folketidendes nyhedschef, David Arnholm.
GULDBORGSUND: Folketingsvalget i november blev en kæmpe skuffelse for Lolland-Falster og ikke mindst for Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune.
Efter en længere årrække med den tidligere Nysted-borgmester Lennart Damsbo-Andersen som en sikker kandidat - han blev valgt første gang i 2007 og genvalgt lige siden - blev partiforeningen mødt med en kæmpe udfordring, da han meddelte, at han ikke ville genopstille.
Afløseren blev Thorkild Holmboe-Hay - en mand, der med mange års erfaring fra fagbevægelsen nok havde partibogen i orden, men var stort set ukendt i den brede offentlighed. Og trods varme anbefalinger fra forgængeren og mange opfordringer til at stemme på lokale kandidater fik han langt fra så mange stemmer som Lennart Damsbo-Andersen.
Mens sidstnævnte fik knap 5000 personlige stemmer ved valget i 2019, måtte Thorkild Holmboe-Hay nøjes med omtrent det halve, og det rakte ikke til et mandat - heller ikke selvom Socialdemokratiet fik sit bedste resultat siden valget i 2001.
En drømmekandidat
Hvis rygterne taler sandt, og det bliver regionsrådsformand Heino Knudsen, der bliver partiets nye kandidat i Guldborgsundkredsen, er det et kæmpe scoop.
Heino Knudsen har nemlig i de senere år markeret sig stærkt som formand for Region Sjælland. Med næsten 51.000 personlige stemmer fra hele regionen var han ikke alene med til at sikre sit parti en fremgang. Han fik også brudt en længere tradition for, at posten som regionsrådsformand gik på skift mellem Venstre og Socialdemokratiet.
Ikke fordi, der var nogen aftale om, at det skulle være sådan, men sådan har vælgerne bare tidligere fordelt stemmerne.
Heino Knudsen er med andre ord en drømmekandidat for de lokale partiforeninger.
Med rødder på Lolland-Falster, en høj kendis-faktor og en pæn succes som regionsrådsformand - selv ikke amputationsskandalen har for alvor givet ham nogen ridser i lakken - skal meget gå galt, hvis ikke han genvinder det lokale mandat.
Hvis altså rygtet om, at han stiller op, holder vand.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker