Kærligheds-trend er nået til Nakskov: Nu ønsker brobyggere det fjernet

Søren Højner viser, at hængelåsen her, som er kommet på i weekenden - og flere andre - betyder, at wirerne ikke kan strække sig, og at afskærmningen ikke kan monteres. Foto: Marianne Knudsen

Fjern hængelåsene! opfordrer arbejderne på den nye bro over Nakskov Inderhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trenden, med at elskende låser en hængelås fast på en bro og kaster nøglen i vandet som symbol på evig kærlighed og troskab, er også nået til Nakskov.

Konkret den nye bro over Nakskov Inderhavn, som ansatte fra entreprenørfirmaet CG Jensen i disse dage lægger sidste hånd på. Tre mand fra firmaet er ved at spænde et maskenet af rustfri wirer ud under rækværket, så man ikke kan glide ud og falde i vandet, når man er på broen.

Men de første par og tilsyneladende også en mor og søn - det står der i hvert fald på hængelåsene - har allerede smækket hængelåse på wirerne og over flere af maskerne samtidigt.

Wirerne kan ikke strække sig

- Det betyder, at vi ikke kan få sat afskærmningen op, da wirerne ikke kan strække sig, som de skal, fortæller Søren Højner fra CG Jensen.

Han tilføjer, at hængelåsene desuden med tiden vil dryppe rust på afskærmningen.

- Trenden er i øvrigt blevet forbudt på Nyhavnsbroen i København, nævner Søren Højner.

Det er sket med den begrundelse, at der er potentiel fare for, at hængelåsene forhindrer vedligeholdelse og kan falde ned og ramme gennemsejlende skibe.

700.000 hængelåse på én bro

I Paris blev broen Pont des Arts i 2014 så tynget af de omkring 700.000 hængelåse med en anslået samlet vægt på 93 ton, at et stykke af broen faldt af.

Så galt kommer det næppe til at gå i Nakskov, vover Folketidende at vurdere.

Formand Jan Kristensen fra CG Jensen opfordrer dog de, der har sat hængelås på broen, til at fjerne den mandag, for at de ansatte kan komme videre med arbejdet tirsdag.

Boltsaks parat og navn er klart

Der er opsat en enkelt hængelås med kodelås - måske fordi parret er klar over, at et gennemsnitligt ægteskab varer knap 13 år - og som altså let kan fjernes, hvis man kender koden. Hvis nøglen til de andre hængelåse er smidt i Nakskov Havn, er CG Jensens folk klar med den store boltsaks tirsdag.

Politikerne i klima-, teknik- og miljøudvalget tager i øvrigt på et møde mandag stilling til, om den nye fodgængerbro skal navngives "Dronning Sophies Bro" efter Dronning Sophie, der fik opført det flotte  Dronningens Pakhus i 1589 ved Havnegade, som broen fører over til.

Lolland Kommune har rettet henvendelse til Kongehusets juridiske afdeling med anmodning om tilladelse til brug af navnet.

Brobyggerne fra CG Jensen er ved at være færdige med den nye fodgængerbro, der fører fra Færgelandet til Havnegade ved Dronningens Pakhus. Foto: Marianne Knudsen