Karinas sparetip: Derfor handler hun stort ind torsdag
Karina Bagger med børnene i favorit-legeredskabet i Monky Tonky Land i Lalandia. - Jeg kan leve længe på tanken om, at jeg har givet mine børn en god ferie, siger hun. Foto: Rikke Folm Berg
Rikke Folm Berg, FT
Dansk Folkehjælp har i denne uge 208 familier på ferieophold i Lalandia i Rødby. En af dem er Karina Bagger og hendes to børn Freya og Viktor, som er vant til at klare sig for få penge.
RØDBY: 44-årige Karina Bagger fra Kolding er på et ferieophold i Lalandia med Dansk Folkehjælp med sine to yngste børn, Freya på otte år og Viktor på syv år.
Hun har ikke så mange penge at gøre godt med. Det skyldes, at hun lige nu befinder sig i et afklaringsforløb, som skal afgøre, om hun kan få fleks- eller førtidspension i stedet for kontanthjælp. Hun er egentlig uddannet sosu-assistent, men kan ikke holde til at arbejde. Det kan hun ikke, fordi hun har adhd samt lider af angst og ptsd.
- På grund af traumer fra barndommen og oplevelser som ung, fortæller Karina Bagger.
Går efter de gule priser
Som alenemor på kontanthjælp gælder det om at være om sig, hvis pengene skal række - og det er hun.
- Når vi skal købe mad, kigger jeg altid på priser og går efter tilbuddene, fortæller hun.
Hun har 700 kroner om ugen til at købe mad og toiletpapir og øvrige fornødenheder for. Så særlig tidlig torsdag morgen, efter hun har afleveret sine børn i skole, går hun i supermarkedet for at handle stort ind af kød og fisk til fryseren.
- Torsdag morgen er der nemlig mange pakker med kød og fisk med gule priser (stærkt nedsatte varer, red.), fortæller hun.
Har lært det fra barnsben af
Hun er desuden vokset op med, at der var en lille økonomi.
- Så jeg har lært af min mor: Brug ikke mere, end hvad du har.
Jeg har lært af min mor: Brug ikke mere, end hvad du har.
Karina Bagger, modtager af ferieophold fra Dansk Folkehjælp.
Derfor har hun valgt ikke at have et Dankort, men et Mastercard, for det kan man ikke lave overtræk på, fortæller hun.
Hun har også i perioder haft glæde af et greb, hvor hun deler månedens husholdningspenge op i uger lagt i kuverter, så hun ikke pludselig står sidst på måneden uden penge til at handle for.
Har ikke altid været sjovt
Endelig lægger Karina Bagger også nogle af børnepengene til side, så hun har penge til gaver til børnene til fødselsdage og jul.
- Jeg kæmper, og det har ikke altid været sjovt at skulle sige nej til mine børn, men jeg synes, at det lykkes mig at give dem meget af det, som andre børn får, siger hun.
Ikke mindst fordi hun ud over sin egen snilde med sine få midler også har kunnet få hjælp i form af både julehjælp og feriehjælp.
Dansk Folkehjælp ville gerne have hjulpet endnu flere.
- Vi sender i år 1.023 familier afsted på ferieophold, men vi har derudover 6.626 godkendte familier, som vi ikke kan sende afsted, fortæller generalsekretæren i Dansk Folkehjælp Mirka Mozer.
Kort om ferieopholdet:
I alt 208 familier er i denne uge på et ophold i Lalandia, hvor de får en hytte at bo i, et guldarmbånd der giver adgang til alle aktiviteter på nær biografen og det kreative værksted, et gavekort på 500 kroner til indkøb af dagligvarer i Rema1000, fri adgang til en række morgenmadsprodukter og en voucher til en familiepizza. Samtidig træder frivillige til med fælles aktiviteter og en håndsrækning, hvor der er behov. Der bliver afviklet ferieophold for i alt 1.023 familier rundt om i landet i ugerne 27 til 32.
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat