Katrine åbner landsdelens første klinik med ny behandling

Katrine Magnussen er tilbage i klinikken på Østre Landevej 2 i Maribo. Den åbnede hun i 2023, men måtte sætte den på standby, da hun efterfølgende blev gravid. Nu er barslen ovre, og hun er atter klar til at tage mod både store og helt små klienter. Foto: Palle Nevad Frandsen

Egentlig ville Katrine Magnussen være berider, men i dag hjælper hun både store og små af med skavanker i kroppen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Havde venner fortalt teenageren Katrine Magnussen, at hun en dag ville bo på Lolland og arbejde med at rette op på både voksne og børns fysiske skavanker, havde hun næppe troet på dem.

Dengang ville hun være berider, og forældrene overbeviste hende om, at det var bedst først at tage en landbrugsuddannelse.

Hesten haltede, inden han begyndte at arbejde med den, og dens øjne så helt slukkede ud, men efter han var færdig, bevægede den sig frit. Jeg tænkte dengang, at det var så fedt at se.

Katrine Magnussen

Hvor venner tog på gymnasiet, flyttede hun som 16-årig på landbrugsskole og brugte fire år på at passe både heste og køer.

Undervejs var hun to år i Osnabrück, og her mødte hun en heste-osteopat. Katrine Magnussen arbejdede med heste til flere millioner kroner, og én af dem havde det ikke godt og gik ikke rigtigt. Derfor blev der hentet eksperthjælp.

- Behandleren var den bedste af sin slags i Tyskland og kom helt nede fra München for at hjælpe. Hesten haltede, inden han begyndte at arbejde med den, og dens øjne så helt slukkede ud, men efter han var færdig, bevægede den sig frit. Jeg tænkte dengang, at det var så fedt at se, husker hun.

Bliver medejer af klinik

Mindet lagrede sig hos hende, og da hun atter vendte hjem til Danmark og var færdig med sin landbrugsuddannelse, ville hun prøve noget nyt.

Hun tog en hf, og undervejs besluttede hun sig for at blive fysioterapeut. Hun fik job på Ringsteds største klinik, Fysikken, og mødte her igen nogle osteopater, som blot arbejdede med mennesker i stedet for dyr.

- Jeg havde stadig mindet om den forskel, det gjorde i Tyskland, og derfor valgte jeg at tage den uddannelse også, fortæller Katrine Magnussen.

I dag er hun 37 år og er blevet medejer af Fysikken, der har afdelinger i både Ringsted og Bjæverskov.

I 2023 åbnede hun en afdeling på Østre Landevej i Maribo, men måtte sætte den på pause, da hun blev gravid. Nu er dørene dog atter slået op.

Hun deler sin arbejdstid mellem Ringsted og Maribo, men satser på at have to til tre arbejdsdage om ugen på Lolland.

Leder efter alle faktorer

Som osteopat ser hun på det hele menneske, når der skal findes en grund til smerter. For en smerte i knæet kan stamme fra mange andre ting end blot knæproblemer.

- Jeg spørger ind til klientens helbred generelt, om vedkommende har været opereret, udsat for ulykker, tager medicin og forsøger på den måde at komme hele vejen rundt. Vi taler også kost, rygning, alkohol, motion og stress, for det er alle parametre, som de er villige til at skrue på for at få det bedre, forklarer Katrine Magnussen. De små justeringer kan gøre en forskel i hverdagen.

Osteopati

  • ​Osteopati er en sundhedsvidenskabelig behandlingsform, som de senere år er blevet mere udbredt i Danmark.
  • Osteopaten diagnosticerer og behandler med hænderne.
  • Uddannelsen tager fem år og afsluttes med en master. Titlen osteopat er beskyttet og må kun anvendes af osteopater, der har fået udstedt en officiel autorisation som osteopat af Styrelsen for Patientsikkerhed.
  • En osteopat er uddannet til at behandle både voksne og børn og specialiseret i at behandle hele bevægeapparatet i form af eksempelvis gener fra en diskusprolaps, et hold i nakken eller ryggen, problemer med bækkenet efter en fødsel, idrætsskader og piskesæld.
  • I 2018 blev osteopati godkendt som en autoriseret behandlingsform i Danmark. Det betyder blandt andet, at man kan få tilskud til behandling via sygeforsikringen Danmark og hos en lang række forsikringsselskaber.
Kilde: Netdoktor

Ostepati bygger oven på fysioterapien, og Katrine Magnussen gør det klart, at det ikke er nok bare at dukke op til behandlingerne i klinikken.

Der skal følges op med øvelser hjemme, og der skal være hurtige forbedringer.

- Hvis klienten ikke mærker forskel efter to besøg, vil jeg hellere henvise til anden behandling, for jeg er her ikke for at tage folks penge.

Giver tryghed til forældre

Specialet er dog nogle klienter, som ikke er helt så nemme at tale med. Karine Magnussen holder nemlig især af at hjælpe forældre med børn under et år. Det kan både skyldes problemer som spændinger i kroppen, favoritside og eksempelvis kolik, men det kan også blot være for tjek af barnet.

- Forældre kan godt lide at få undersøgt deres barn og få den tryghed, det giver ved at vide, at det går godt. Selv om jeg måske ikke ser de store udfordringer, så giver jeg dem altid noget med hjem, eksempelvis forskellige motoriske øvelser, som de kan lave sammen med barnet.

Det, der begyndte med drømmen om at arbejde med heste, er i dag blevet til noget helt andet for Katrine Magnussen.

Hun har fundet sit kald, godt hjulpet af en sydtysk ostepat, og holder i dag af at gøre en forskel for både store og små.