Kendiskok "fuldstændig på røven" efter besøg på Lolland: - Har aldrig oplevet noget lignende

Claus Holm var helt rundt på gulvet efter den massive interesse, han og hans foodtruck var udsat for i Dannemare. Her sammen med brugsuddeler Finn Andersen. Foto: Dagli' Brugsen Dannemare

Claus Holm troede nærmest ikke sine egne øjne. Folk blev ved med at strømme til hans foodtruck i Dannemare, og aldrig tidligere har han lavet så mange smagsprøver.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det var sindssygt vildt – og det blev bare ved. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Fredag eftermiddag slog kendiskok Claus Holm et smut forbi Dannemare og byens Dagli' Brugsen med sin foodtruck.

Der blev så rygende travlt, at kokken næsten ikke kan fatte det.

- Der var sort af mennesker. Jeg har talt, at jeg lavede 960 smagsprøver. Jeg har været i rigtig mange byer, og de vildeste steder bliver det til 600-700 smagsprøver, siger en noget forbløffet Claus Holm og fortsætter:

- Jeg var fuldstændig på røven over det. Jo mindre brugs, jo mindre by - jo federe bliver det. Folk bakker bare op, og der var ikke én eneste, der mukkede eller var i dårligt humør. Jeg elsker det.

Vender tilbage

Sidste mandag aflagde kokken også et besøg på Sydhavsøerne, hvor foodtrucken parkerede ved Dagli' Brugsen i Væggerløse.

Han kan godt love, at det langtfra bliver sidste gang, han begiver sig til disse kanter.

Claus Holm kom forbi Dannemare med sin foodtruck. Foto: Dagli' Brugsen Dannemare

- Jeg kommer mange steder, men der er bare nogle steder, det er sjovere at komme. Jeg kan virkelig godt lide at komme på Lolland-Falster, siger han og uddyber:

- Jeg er ikke som alle andre. Jeg er lidt speciel, og det ved folk jo også godt. Når jeg så kommer sådan nogle steder, der kan rumme det, og jeg godt kan sige noget mærkeligt, uden folk rynker på næsen ... Jeg elsker det.

Brugs-koncept

Foodtruck-konceptet er et samarbejde med Coop, hvor han kommer rundt til forskellige brugser i landet. Her går han først ind og handler de råvarer, han skal bruge til at kreere maden, der deles ud.

Han sigter gerne efter at lave utraditionelle udgaver af kendte retter.

- Folk bliver bare imponeret over det. Flere har sagt til mig: "Man kan jo ikke få noget ordentligt inde i Dagli' Brugsen". Men kan jo ikke få noget andet end gode ting. Så får man en god snak med folk om det, forklarer han.