Kommunen hænger på regningen: Nye problemer i svømmehal

Som man kan se øverst til højre på fotografiet, er der faldet og taget loftsplader ned fra loftet over det store bassin i Nakskov Svømmehal. Foto: Jan Knudsen

Nakskov Svømmehal holder lukket hele sommerferien på grund af problemer med fugt.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: I disse dage fylder Nakskovs nye svømmehal ti år, og nu er der dukket et nyt, dyrt problem op.

Allerede efter et år måtte Lolland Kommune konstatere, at fugerne i den nyopførte svømmehal var angrebet af skimmelsvamp og misfarvninger. Det var både i baderum og bassinerne, men Lolland Kommune tabte tvisten i Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg om at få erstatning af firmaerne, der havde udført arbejdet.

Så kommunen måtte selv betale omkring en kvart million for at få fuget fliserne om. Det foregik i 2018.

Nu er det de lyddæmpende loftsplader i svømmehallen, den er gal med. De skal skiftes ud, og svømmehallen vil derfor være lukket i hele skolesommerferien, fra 17. juni til 11. august.

Bygningskonsulent i Lolland Kommune, Hans Schmidt, fortæller, at det er konstateret, at nogle af loftspladerne optager fugt:

- De ekspanderer (bliver tykkere på midten og derfor mindre i længde og bredde, red.). Der er tale om et systemloft, der er sat op på et skinnesystem, og pladerne kan derfor ikke længere ligge der, og det er altså sandsynligvis på grund af fugt.

Men pladerne har jo kun siddet der i ti år?

- Ja, men leverandørens ansvarsperiode er forbi nu, så udskiftningen bliver på kommunens regning, oplyser Hans Schmidt.

"Gratis" nye loftsplader

- Leverandøren af akustikloftet, Ecophone, betaler dog selv for leverancen af de nye loftsplader, der bliver af en bedre kvalitet, men samtidig mindre i størrelse. Så der skal monteres supplerende tværskinner i loftet, og arbejdet kommer også til at berøre lyset i loftet, fortæller Hans Schmidt.

Det bliver naturligvis svært at udskifte loftet, og der skal også stilles stillads op hen over svømmebassinet.

Er det ikke surt med en ny sag?

- Jo, men svømmehaller er bare besværlige, og materialerne opfører sig ikke altid lige, som man troede i det fugtige miljø,  svarer Lolland Kommunes bygningskonsulent.

Svømmehaller er bare besværlige, og materialerne opfører sig ikke altid lige, som man troede i det fugtige miljø.

Bygningskonsulent Hans Schmidt, Lolland Kommune

Arbejdet er ved at blive projekteret, og det skal derefter i udbud.

Fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget samt økonomi- og erhvervsudvalget har kørt sagen som en lukket sag. Folketidende har bedt kommunaldirektør Thomas Knudsen om at se sagen, men han siger, at den desværre må forblive lukket, da fortrolighed om aftalen var en del af forliget med leverandøren.

Af samme årsag ønsker formanden for fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget, Martin Boesen (S), heller ikke at udtale sig til Folketidende om sagen.

I 2018 måtte der hyres dykkere til at skifte fugerne med skimmelsvamp mellem fliserne i bassinerne i Nakskov Svømmehal. Arkivfoto: Anders Knudsen