Vil besejre verdenshavene: Leo og 'Sindbad' har sagt farvel til Rødbyhavn

Leo de Cuveland var mandag stadig i Rødbyhavn for at gøre "Sindbad" klar til den store rejse, men i morges skulle han efter planen have forladt havnen. Foto: Palle Nevad Frandsen

Hvis alt er gået efter planen, sagde sejlskibet "Sindbad" tirsdag morgen farvel til Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Egentlig havde Leo de Cuveland håbet, at han allerede var ude på det åbne hav, men det er en stor opgave at gøre et 94 år gammelt sejlskib klar til at sejle jorden rundt. I fredags kom "Sindbad" endelig tilbage i havnebassinet, og tirsdag morgen klokken 6 skulle det efter planen forlade Rødbyhavn. Men helt klar var skibet ikke tidligt mandag eftermiddag.

De gamle sømænd fortæller, at det betyder uheld, hvis du sejler ud på en fredag.

Leo de Cuveland

- Vi mangler et beslag til masten, som vi får leveret sidst på eftermiddagen, og håbet er, at vi kan få det monteret med det samme. Det tager ikke lang tid, forklarer den unge sejler.

Måske måtte arbejdet dog vente til tirsdag, og så ville det først blive op ad formiddagen, at sejlskibet forlader den sydlollandske havn.

Til Ærø og spise kage

Selv om målet er de store verdenshave, går den første sejltur efter planen blot til det sydfynske øhav. Nok er Lübeck det endelige mål, men inden skibet kommer hjem og bliver pakket til den lange rejse, skal de sidste måneders store istandsættelse testes.

Læs også: Leo vil besejre verdenshavene i 94 år gammel båd

Håbet er at sejle til Ærø, og det er der en ganske bestemt grund til. Leo vil nemlig have sine forældre og søskende med på "Sindbad".

- Tirsdag er det mine forældres bryllupsdag, og de blev gift på Ærø. Derfor vil vi gerne sejle dertil. Så kan vi gå i land og spise noget kage, siger Leo de Cuveland med et lille smil.

Ikke i regnvejr

Forleden var han hjemme i Lübeck for at tage afsked med venner, og her var det gennemgående spørgsmål, hvornår Leo og "Sindbad" søger mod Atlanterhavet, og den første del af rejsen jorden rundt. Det svar kan han dog ikke give uden videre.

- Jeg vil ikke fastsætte en bestemt dato, for eksempelvis sejler jeg ikke ud, hvis det er regnvejr, forklarer han.

Hvis det regner, og det gør det trods alt fra tid til anden omkring Østersøen, vil han hellere sidde nede i båden og skrive.

Aldrig på en fredag

Skulle regnen drille, og det pludselig klarede op på en fredag, så bliver "Sindbad" stadig liggende i havnen i Lübeck. Man kan nemlig ikke begynde en sørejse på ugens sidste hverdag.

- De gamle sømænd fortæller, at det betyder uheld, hvis du sejler ud på en fredag, understreger Leo de Cuveland, som bestemt ikke har lyst til at teste om det bare er overtro.

Fakta om SY Sindbad

  • Sejlbåden "Sindbad" blev designet og bygget i Southampton i 1930 af bådebygger David Hillyard fra Hillyard Yachts.
  • Båden er bygget i træ og dækket med glasfiber, og indeholdende træ i næsten hele interiøret. "Sindbad" er 10,05 meter lang, 2,75 meter bred, 12,5 meter høj og en dybgang på 1,75 meter. Båden vejer 10 ton.
  • Den har tidligere været i dansk eje, men blev købt af Leo de Cuvelands far i 2011. Siden købte familien en fiskekutter, som de har boet på siden Leo var 12 år gammel.
  • For fire år siden købte Leo de Cuveland "Sindbad" af sin far.
  • De seneste måneder er "Sindbad" blevet renoveret på Rødbyhavn Bådeværft, hvor Leo de Cuveland har fået stor hjælp af unge fra hele Europa, fra værftets ansatte og medarbejdere på Bredgaard Boats.

Derfor hverken kan eller vil han sætte en dato på, hvornår han begynder sin sejlads jorden rundt.

- Når jeg skal være til søs i flere år, så betyder det ikke det store om der går en eller to dage, før jeg kan sejle, slår han fast.

Dag for dag kommer han dog nærmere på at udleve sin store drøm.