Lokal fond fylder år og fejrer flotte resultater

Administrerende Direktør Steffen Lund er tilfreds med det første år for Vextum. Foto: Søren Knudsen

Familiefonde løfter i nogle jyske byer erhvervslivet og kulturen til nye højder, desværre er der ikke en rig familiefond, der støtter op om Lolland på samme måde. Det tomrum håber Vextum at placere sig i.

Offentliggjort Sidst opdateret

Foran de over 200 fremmødte handels- og erhvervsfolk står Steffen Lund.

Han er administrerende direktør for Vextum, som er en fond, der investerer i lokaleerhverv.

Fonden kan fejre et års fødselsdag til april, og Steffen Lunds opgave for aftenen er, at fortælle medlemmerne af Nakskov Handel og Erhverv om fondens arbejde.

- Vi har indfriet de mål, vi havde for det første år. Alt er gået godt, men vi vil gerne prøve at bruge nogle greb, så vi får sat endnu mere tempo på udviklingen, fortæller han.

Fonden har i løbet af det første år opnået et tilsagn på cirka 13 millioner kroner og opsat en operationel organisation, der kan træffe beslutninger om investeringer.

Win, win, win...

Filosofien er, at lokale penge skal understøtte lokale erhverv - og give et fornuftigt afkast og på den lange bane tjene penge til at investere i egne projekter for landsdelen.

- Win, win, win, lyder det fra en af de fremmødte, der sidder i bestyrelsen.

Steffen Lund er enig med ham. Og han er sikker på, at 2025 er et år, hvor fonden kommer til at bevæge sig positivt fremad.

Målet for 2025 er at sikre 30 millioner kroner og finde flere, end de allerede 10+ investorer. Når han bliver spurgt om, hvordan fonden ser ud om 5 til 10 år, er svaret klart.

- Vi skal have vores store mission ud at flyve. Vi skal understøtte lokalområdet. Ikke kun direkte via investeringer og afkast, men også ved at være en fond af familier, der sætter initiativer i gang i området. På samme måde, som vi ser nogle familiefonde gør i Jylland, fortæller direktøren.

Vi skal have vores store mission ud at flyve.

Steffen Lund

Ny tilgang

Det første år er gået med at indsamle penge og investerer i projekter. Blandt andet har fonden investeret i at hjælpe med generationsskifte i Hotel E4 i Rødby og været med til at sikre, at det bliver på lokale hænder.

Nu skifter fonden tilgang.

- Fremover finder vi konkrete projekter og viser dem til mulige investorer. Vi vender tilgangen fra det første år om, siger Steffen Lund.

Det er ikke kun sorte tal og afkast, der er vigtigt for Vextum. En af investeringsafdelingerne arbejder udelukkende med grønne investeringer, der skal drive den lokale overgang til en grønnere hverdag.

Da Steffen Lund tager hjem efter arrangementet med Nakskov Handel og Erhverv, bliver han kontaktet af to virksomheder, der viser interesse i fondens arbejde.

- Det er dejligt at blive bekræftet i, at det man arbejder med er det rigtige for lokalområdet, siger Steffen Lund.