Fra leg til litteratur: Bibliotek vil nedbryde læsehindringer

Arkivfoto: Claus Hansen

Fokus skal stadig være på den gode fortælling, men bibliotekerne i Lolland Kommune skal være meget mere end et sted, hvor man låner bøger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lollandbibliotekerne står foran forandringer. Udover, at man på forsøgsbasis indfører bemandet åbningstid om lørdagen, så er der også andre idéer og planer på tegnebrættet i år - og noget af det indebærer en ændret indretning af biblioteket i Nakskov.

Det fortæller souschef for Bibliotek og Borgerservice i Lolland Kommune Charlotte Greve.

- Jeg vil gerne, at Lollandbibliotekerne udvikler sig mere hen i retning af kulturelle mødesteder, hvor vi har fokus på den gode fortælling og den gode oplevelse gennem leg og forskellige måder at forholde sig til hinanden på, på tværs af generationer og nationaliteter, fortæller hun.

Det er også i det lys, at man skal se det nye initiativ med at holde åbent om lørdagen.

- Vi vil gerne sætte nogle små aktiviteter i gang, som børnefamilierne, men også de ældre kan komme at tage del i om lørdagen, når de har fri, forklarer Charlotte Greve.

Temauger

Derudover har bibliotekerne allerede udvalgt nogle uger, hvor man vil sætte fokus på bestemte emner. Eksempelvis vil man i uge 17, som er international verdensmålsuge, være med til at sætte fokus på bæredygtigt forbrug og produktion med en række aktiviteter på bibliotekerne i både Nakskov og Maribo.

I den forbindelse har man planlagt en debataften med fokus på Lollands grønne fremtid med deltagelse af alle de partier, der stiller op til kommunalvalget.

Bibliotek får ungdomsafdeling

Men bibliotekerne har også stort fokus på børn og unge, og det vil man fysisk kunne se på biblioteket i Nakskov, som får sin egen ungdomsafdeling.

- Vi har et meget populært børnebibliotek i Nakskov, som mange bruger. Det vil vi gerne give en opdatering - og så vil vi indrette et nyt område til de unge. Men vi er først lige begyndt at tænke over, hvordan det skal indrettes, så der vil vi også invitere de unge selv til at komme med input til, hvad de godt kunne tænke sig, fortæller Charlotte Greve.

- Min drøm er, at vi får skabt et bibliotek, som har fokus på alt det gode, man kan få ud af fortællinger. Men det kræver noget, og vi skal først til at i gang med det nu, tilføjer hun.

Læse-barriere skal væk

Charlotte Greve er meget opmærksom på, at der kan være en del borgere, som af forskellige årsager har en mental barriere overfor det at læse, og den vil hun gerne forsøge at nedbryde.

- Der er mange børn og unge, ikke mindst på Lolland, som har rigtig svært ved at læse, og det vil vi gerne være med til at løfte sammen med skoler og dagtilbud, så vi kan være med til at give børn og unge en god oplevelse med at læse.

- En indgang til det kunne være, at man sidder og laver Lego, mens man hører en god historie, så den gode oplevelse ved at læse kommer ud til flere. Forskningen viser, at det betyder meget for den fremtidige læselyst, at børnene tidligt får en god oplevelse med at læse.

- Derfor appellerer vi også til, at forældrene kommer her sammen med børnene, så vi kan hjælpe dem med at finde de rigtige bøger til børnene, som børnene synes er sjove, siger Charlotte Greve.

Læs også: Biblioteker indfører bemandet lørdagsåbent