Lollandsk skole: Pige truet til at sende nøgenbillede

Billedet er sendt over det sociale medie Snapchat. Arkivfoto: David Arnholm

En sag om digital krænkelse har ramt en skole i Lolland Kommune. Et nøgenbillede af en elev begyndte at florere blandt eleverne. Forældrene fortæller, at pigen er blevet truet til at sende billedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En pige på en skole i Lolland Kommune har fået delt et nøgenbillede mod sin vilje.

Det fortæller pigens forældre til Folketidende.

En dreng, som er elev på samme skole, har, ifølge pigens forældre, truet pigen med, at han ville voldtage hende, hvis hun ikke sendte nøgenbilledet. Hun har herefter sendt billedet til drengen over det sociale medie Snapchat. Efterfølgende er billedet blevet sendt videre til andre elever på skolen.

Pigens mor har meldt krænkelserne til politiet.

Frygter andre sager

Pigens far siger til Folketidende, at han er bekymret for, at det ikke kun er hans datter, der er udsat for trusler om voldtægt og digitale krænkelser.

- Vi skal kunne sende vores børn i skole, uden de udsættes for overgreb. Jeg er alvorligt bange for, at det ikke kun er min datter, der udsættes for trusler og digitale overgreb, men at det også går ud over andre piger på skolen, siger faderen.

Pigens mor oplyser, at hun fredag blev kontaktet af skolens leder om trusler og digitale overgreb på datteren, og at politiet samme dag indhentede bevismateriale og indskærpede over for eleverne, at de skulle slette det ulovlige materiale.

- Min datter har det ok, og hun passer sin skole. Men jeg har selvfølgelig spurgt hende, hvorfor hun sendte nøgenbilleder og hun svarede, at hun var blevet truet, siger moren til Folketidende.

Bekræfter sag

Hos Lolland Kommune bekræfter direktør Rikke Jensen, at der har været en sag på den pågældende skole.

- Der har i sidste uge været en episode omkring digital krænkelse på (skolens navn udeladt). Skolen har håndteret sagen i samarbejde med SSP og politiet, man er fortsat i gang med at handle.

- Jeg har ikke p.t. yderligere kommentarer, skriver direktøren i en mail til Folketidende.

Folketidende er bekendt med familiens identitet, men af hensyn til pigen og andre involverede, er de alle anonymiseret.