Lynchstemning i lokal facebookgruppe får præst til at advare mod folkedomstol

For Anne-Lene Nielsen Frederickson handler jobbet om mere end det, der foregår i kirken. Foto: Palle Nevad Frandsen

Efter heftig debat om en mand, der har spredt utryghed i lokalsamfundet, opfordrer sognepræst Anne-Lene Nielsen Frederickson lokale til ikke at piske en stemning op på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bevæger man sig ind i Facebookgruppen "Rødby, Rødby, Rødby", kan tonen i debatten om en 46-årig mand, som spreder utryghed ved at komme med seksuelle opfordringer til børn og voksne, være ganske hård.

Sognepræst ved Rødby Kirke Anne-Lene N. Frederickson maner til besindighed og appellerer til at skrue ned for retorikken. Det var blandt andet udsagn som: "Lyder som om, han skal laves om til et nyt kødben til min lille hund ...", der fik Anne-Lene N. Frederickson til at reagere.

- Krænkelser må selvfølgelig ikke finde sted, og børn og voksne skal kunne færdes trygt og tillidsfuldt på gaderne, men i en gruppe skal man passe på med ikke at piske en stemning op, hvor man bringer alt nyt fra Rygtebørsen. Det er ikke alt nyt, der er godt nyt, og det behøver heller ikke at være sandt, fordi det ikke er sagt før, siger Anne-Lene N. Frederickson.

Hun minder om, at i et retssamfund er det domstolene, som fælder dommene, og politiet efterforsker og opretholder lov og orden.

- I et retssamfund er enhver uskyldig, til vedkommende er dømt. I et retssamfund har enhver, der er dømt og har udstået sin straf, retten til at indtræde i samfundet igen på ligeværdig fod, som enhver anden, der ikke er dømt. Jeg er sognepræst, og Guds kærlighed og tilgivelse gælder alle. Også dumme svin. Jesus, Guds Søn, blev som bekendt korsfæstet mellem to kriminelle. Men ingen af de tre, der blev korsfæstet den dag uden for Jerusalem, blev dømt uden rettergang og vidneudsagn, siger Rødbys sognepræst.

Krænkelser må selvfølgelig ikke finde sted, og børn og voksne skal kunne færdes trygt og tillidsfuldt på gaderne, men i en gruppe skal man passe på med ikke at piske en stemning op, hvor man bringer alt nyt fra Rygtebørsen.

Anne-Lene N. Frederickson, sognepræst i Rødby

Den 46-årige mand blev anholdt i sidste uge og sigtet for blufærdighedskrænkelse, efter han var kommet med seksuelle tilbud til to 12-årige piger på Kirke Allé. Han blev senere løsladt igen.