Vreden og ærgrelsen er stor i Sydlollands Borger- og Erhvervsforening lørdag middag. I løbet af natten har en eller flere ukendte gerningsmænd nemlig begået målrettet hærværk mod byens juletræ, som blev tændt tidligt fredag aften.
- Det må virkelig være en, der hader julen, siger borger- og erhvervsforeningens kasserer Jesper Kolath.
Ikke færre end seks steder er den helt nye juletræskæde klippet eller skåret i stykker, så nu er det slut med at se træet stråle i aften- og nattemørket. I hvert fald indtil videre.
- Vi har hørt fra en, der kørte igennem byen klokken 1 i nat, og der var træet slukket, og så er der en anden, der skriver på Facebook, at der var lys i det ved 23.15-23.30-tiden. Så det må være sket derimellem, konkluderer Jesper Kolath.
Artiklen fortsætter under billedet.
Borger- og erhvervsforeningen har ellers lagt sig i selen for at gøre julen ekstra festlig i Rødby og Rødbyhavn i år. Medlemmer af foreningen har blandt andet været på inspirationstur til Helsingør for at kigge på julebelysningen der, og man har investeret over 200.000 kroner i ny julebelysning til de to byer.
- Det er sørgeligt, siger Jesper Kolath og tilføjer, at hærværket bliver politianmeldt.
Spørgsmålet er så, om der når at komme lys på juletræet igen inden jul.
- Vi har virkelig sparet sammen og gravet dybt i kassen for at få råd til det her, så vi vil prøve at se, om vi kan reparere kæden, men der er jo en risiko for, at det kortslutter. Ellers må vi se, om vi kan finde penge til en ny kæde. Vi skal have lagt en plan i starten af næste uge. Heldigvis har vi et par gode elektrikere i foreningen, siger Jesper Kolath og tilføjer:
- Vi snakkede faktisk om, inden vi satte kæden på juletræet, om vi skulle sætte den over menneske-højde. Men vi tænkte, at der er vel ikke nogen, der er så dumme at klippe kæden i stykker. Men det var der så ...
Artiklen fortsætter under billedet.
Sydlollands Borger- og Erhvervsforening fortalte selv om hærværket i et opslag på Facebook lørdag formiddag.