Nakskov er forsvundet fra én liste - men er i stedet havnet på en anden

Vængerne - Birkevænget, Nørrevænget og Kløvervænget - i Nakskov er nu igen at finde på listen over forebyggelsesområder.

Vængerne i Nakskov har tidligere været på den liste, de nu er havnet på i stedet for listen over udsatte boligområder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag aften blev Social- og Boligministeriets liste over områder, der er på den såkaldte liste over parallelsamfundsområder og udsatte boligområder - i folkemunde kendt som ghettolisten.

Og her er Vængerne i Nakskov - Birkevænget, Nørrevænget og Kløvervænget - nu ikke længere at finde på listen over udsatte boligområder, da de ikke længere opfylder de kriterier, der gør sig gældende for at være på listen.

Området var ny på listen, da den blev præsenteret sidste år.

For at havne på listen skal man opfylde mindst to af fire kriterier, hvor et af dem er, om andelen af beboere, der i alderen 30 til 59 år alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 procent.

Her ligger Vængerne nu på 59,9 procent mod 60,8 procent sidste år, og området kravler dermed lige ned under grænsen for, om kriteriet er opfyldt.

Det eneste kriterie, hvor vængerne ligger grænsen for, om det er opfyldt, er punktet om, at andelen af beboere mellem 18 og 64 år, der ikke er i arbejde eller uddannelse, udgør mere end 40 procent.

Her ligger andelen på 47,1 procent, hvilket altså overstiger grænsen, men der er dog et lille fald i forhold til sidste år, hvor andelen lå på 48,2 procent.

Udsatte boligområder

Ved et udsat boligområde forstås et alment boligområde, hvor der bor mindst 1.000 beboere, og hvor minimum to ud af fire følgende kriterier er opfyldt:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct., opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet, opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kriterierne for et parallelsamfundsområde er de samme som ovenstående, men hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande samtidig overstiger 50 procent.

Kilde: Social- og Boligministeriet

Ny liste

Selvom Vængerne nu ikke længere er at finde på listen over udsatte boligområder, er de nu rykket ind på en anden liste nemlig den, der kaldes forebyggelsesområder.

Listen indeholder de samme punkter som listen over udsatte boligområder, men med kriterier, der er nemmere at overskride.

Fordi kriterierne er så meget nemmere at få opfyldt som forebyggelsesområde, er der også langt flere af den slags på landsplan end parallelsamfundsområder og udsatte boligområder.

Således er der 63 forebyggelsesområder på den nye opgørelse, mens der blot er otte parallelsamfundsområder og 12 udsatte boligområder.

Vængerne har tidligere været på listen over forebyggelsesområder, men røg af den sidste år, da de endte på listen over udsatte boligområder.

Forebyggelsesområder

Listen over forebyggelsesområder omfatter almene boligområder, som ikke er på udsatte- og/eller parallelsamfundslisten, og som har mindst 1.000 beboere, og en andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, som overstiger 30 pct. Herudover er mindst to af følgende fire kriterier opfyldt: 

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 pct. (toårigt gennemsnit). 
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet (toårigt gennemsnit). 
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe. 
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilde: Social- og Boligministeriet