Denne artikel blev bragt i Folketidende 11. januar 2020
Som stifter, direktør og/eller formand har Joakim Grundtvig været involveret i 36 konkurser, og han er dømt for selskabstømning. Han er også - på grund af sagen om Shop & Lop - pålagt konkurskarantæne.
Men i årtusindets begyndelse var han en stor ejendomsbesidder - da det gik vildest for sig, havde han med egne ord ejendomme for 50 millioner kroner på Lolland.
Interessen for Lolland opstod ikke ud af det blå. Hans far var nemlig født i Nakskov, og det var derfor ikke fremmed land for ham.
- Jeg røg på Lolland i starten af nullerne og overtog nogle ejendomme og en portefølje i Maribo. Jeg fik et tilbud, det var svært at sige nej til. Og da jeg havde været der et stykke tid, blev jeg ret begejstret for tingene. Så købte jeg en masse ejendomme dernede og lod mig overtale til at lade Syddan administrere det hele.
Blandt andet havde han en masse lejere i boliger i gågaden i Maribo, og Joakim Grundtvig fortæller, at han satsede på at holde på sine lejere. Andre udlejere døjede med, at folk flyttede, hvis de kunne spare 500 kroner, men han havde derfor sit eget princip:
- Dine lejemål skal være pænere end andres, og du skal leje ud til en pris, hvor folk synes, de bor så billigt, at det ikke kan betale sig at flytte. Jeg stod og diskuterede med en lykkeridder: ”Du kan få meget mere”, sagde han. ”Ja, men dine lejere er flyttet”, svarede jeg.
Kælderen og Laden
Mens hans portefølje af boliger voksede, kastede han sig også over erhvervslejemål, og omkring 2008 fik han fingre i restaurant Vinkælderen, som han genåbnede i august 2009 under navnet Kælderen.
- Jeg kom til Nakskov, fordi jeg kiggede på den ejendom, Kælderen ligger i (Axeltorv 7, red .). Vi skulle have haft den på tvangsauktion og havde mere eller mindre aftalt det. Men en panthaver blev lokket til at byde den op. Han var blevet lovet et byggelån og bød fire millioner kroner plus omkostninger, mindes Joakim Grundtvig og fortæller, at banken dog sprang fra sit løfte til panthaveren.
Så Joakim Grundtvig trådte til.
- Jeg havde forelsket mig i den ejendom og havde en ven, der var kok.
Og han nøjedes ikke med at åbne restaurant. I baglokalet indrettede han baren Laden, men konkurrencen var hård.
- Jeg drev også Laden omme bagved. Det største problem var konkurrencen fra Zone og El Paso. Så satsede jeg på, at de kludrede i det med huslejen. Det skete, så jeg endte med at købe dem ud fra ejendommen, beretter han.
Med Zone og El Paso på hånden var hans muligheder for at drive en rationel forretning markant forbedret, og senere fik han også Café Lomach på Axeltorv.
- Så sad vi med det hele og sad på 70 procent af nattelivet, og så kunne vi styre, hvornår der skulle være åbent hvor - for så mange penge var der ikke i nattelivet. Og vi kunne udveksle sprut og varer og sende dørmænd over. Vi fik det faktisk til at fungere meget godt, men store penge var det ikke, tilføjer han.
En af fordelene ved at have flere steder var, at de kunne have hver deres profil og dermed appellere til flere.
- Bygningen var, så der kunne fyres op for musikken begge steder, uden at de forstyrrede hinanden. Så Lune Carlsen spillede på El Paso, mens der var techno-rave på Zone samme aften. At gå fra det ene til det andet var eddermame specielt!
Ikke råd til alkohol
Men det var svært at få økonomi i det store diskotek.
- Zone fungerede kun til jul/nytår og påske. Resten af tiden … Det kostede 10.000 kroner at åbne dørene, og typisk gik det stort set bare i nul. El Paso var den stabile forretning, og den kunne køre med én dørmand, mindes han.
Men at det skulle være så svært at få økonomi i diskoteket, undrede ham, indtil han lærte klientellet at kende.
- Man skulle tro, at når det var den 1., havde folk råd til at købe sprut. Men sådan er det ikke. Når folk har fået penge i Nakskov, køber de stoffer. Så har de ikke råd til alkohol. Så sælger vi én flaske vand - en narkobajer - fordi de har taget piller. Og så fylder de den op ude på toilettet. Så prøvede vi kun at have lunkent vand, men så smadrede de toilettet, siger han og fortæller, at de i forsøget på at bekæmpe narkoindtaget smurte WD40 på toiletbrætterne.
- Så ætser stofferne. Men det kostede en toiletdør hver gang, siger han og tilføjer, at han ikke har tal på, hvor mange gange han måtte en tur i byggemarkedet efter nye døre.
Arbejdede solen sort
I det hele taget kunne nattelivet byde på ballade.
- Man går på en knivsæg, når man driver sådan en butik. Hver eneste gang, de forsøgte med grupperinger og bander, skulle de helst ikke møde hinanden på diskoteket, for så var der altid en eller anden, der fik bank. Og der er nogle derude, man skal holde sig gode venner med. Men vi havde været i byen så længe, at nogle af de banditter, der var … Den værste … Hans lillebror havde vi ansat som opvasker, så de vidste, vi var okay, og det kunne pille lidt ud af den værste ballade, siger han og mindes andre af de ansatte.
- Rigtig mange unge mennesker har vi haft gennem butikken. Alle de bartendere, vi har haft, var de mest driftige unge mennesker i byen. Når vi lukkede klokken fem-seks om morgenen, var der rigtig mange af vores bartendere, der skulle over at åbne Aldi og Netto, som de var bestyrer af. De arbejdede solen sort!
Men det var nu ikke altid, solen skinnede. Og da kommunen slukkede for gadebelysningen om natten, protesterede han.
- Det var vores skyld, de blev tændt igen. Vi skrev til kommunen: ”Nu skal I høre, hvor letpåklædte piger, vi sender hjem klokken fire-fem om natten i en mørk by”. Så blev det tændt igen, siger han og fortæller, at de også fik indført natgrill.
- Vi kunne se, at for mange ikke havde fået noget at spise. Der mødte et hav af unge piger op, som kun havde 50 kroner til indgangen. Men de blev fulde alligevel, for der var altid en eller anden sheik, der hældte på dem. Men vi var nogle gamle røvhuller, der har piger derhjemme selv, så vi kørte parisertoast ud af døren. Af sted med dem! Sørg for, at de får noget at spise!
Begæret konkurs
Men festen i Nakskov varede ikke ved. Allerede få måneder efter åbningen af Kælderen og Laden fortalte Folketidende, at 3F havde begæret en konkurs, fordi personalet ikke havde fået løn. To gange blev en konkurs afværget i sidste øjeblik, men i 2010 lukkede Kælderen, efter at Skat havde begæret den konkurs.
- Vi ville lukke restaurant Kælderen, fordi vi fik en momssag. Vi havde handlet ind lokalt, ikke fra de store grossister, men i Fakta, Netto og Brugsen. Men det betød, at bogføringsmæssigt fik vi ikke et samlet bilag fra én grossist en gang om ugen, men havde en million bilag, siger han og forklarer, at Skat ikke ville godkende kassebonerne som bilag, fordi de ikke var påført restaurantens navn og cvr-nummer.
- Det var varekøb for 500.000 kroner, så det var 100.000 kroner, de ville have. Men min advokat havde aldrig nogensinde oplevet, at nogen var blevet mødt med de regler. Og jeg kan jo ikke gå hen til kassen i Netto og sige ”Vil du skrive cvr-nummer og virksomhedsnavn på?” forklarer han og fortsætter:
- Det kom på et svært tidspunkt, hvor jeg var gået konkurs, og ejendommen var på tvang, siger han og forklarer, at han mistede både firmaet og lejemålet.
- Og så stod det i øvrigt tomt i tre år efter, for der var ikke nogen, der ville leje det, og så forsøgte man at bygge om, tilføjer han.
Ingen bevilling
Siden ramlede mere og mere for Joakim Grundtvig med konkurser, lukninger og slagsmål med myndighederne.
- Da krisen kom, havde jeg for mange projekter i gang med tømmerhandel (trælasthandlen Jakobsen & Sønner i København - ifølge Jyllands-Posten blev han dømt for at tømme selskabet for værdier, red .) og byggefirma, og jeg var kunde i Roskilde Bank. Det tog et par år, før der var gjort rent bord, fortæller han.
Da forpagteren af Zone El Paso - firmaet PPN Aps - i 2013 blev erklæret konkurs af Skat, lukkede baren og diskoteket i fire måneder, indtil landsretten omgjorde konkursen. Herefter forsøgte man at samle aktiviteterne i Nakskov i et nyt selskab, men det krævede en ny alkoholbevilling, og den afviste Bevillingsnævnet at give.
Det blev begyndelsen til enden for El Paso og Zone Nightclub, og Joakim Grundtvig hævder, at lokalerne siden blev plyndret.
- De lokale har behandlet det som et tag selv-bord, siger han og tilføjer, at han ikke kan gå ind på en eneste bar i Nakskov uden at genkende ting, der er taget fra El Paso.
- Ikke én bar! siger han og fortæller, at det blandt andet handler om et lydanlæg, der i 2004 vandt en pris som Danmarks bedste lydanlæg.
- Det blev pillet ned ved højlys dag. Tak for lort! Jeg synes virkelig, vi har gjort meget, og det har været op ad bakke. Vi har gjort, hvad vi kunne for at skabe noget liv i byen, og vi har eddermame brugt mange penge og investeret meget. Men vi har aldrig fået tak for det, kun ballade, siger han og tilføjer, at der dog også har været gode stunder.
- Pengemæssigt var det en dårlig forretning, men det har sgu’ været sjovt, indtil folk skulle ødelægge det, fordi man kom udefra og blev gjort til sorteper.
Og nu overvejer han altså - som Folketidende fortalte fredag - at købe Vejlegade 1 og genåbne El Paso. Gør han det, kan det måske føre mere med sig.
- Det kan jo være, jeg finder en anledning igen. Og hvis jeg begynder at komme der, så kan det være, jeg køber noget mere.
