Ombejlet bygning i spil: Nu skal politikerne træffe den endelige beslutning

Vikki Jensen, tidligere leder af Horslunde Landsbyordning, nu leder af Specialskolen Lolland foran den røde murstensbygning i Horslunde Landsbyordning. Bygningen skulle være taget ud af drift til sommer, når den kommunale skole i landsbyordningen lukker. Nu bliver bygningen formentlig beholdt i drift for at huse Autisme-tilbuddet. Arkivfoto: Claus Hansen

Det politiske forarbejde med at få omplaceret de to specialskoletilbud, som ligger i Horslunde Landsbyordnings bygninger er i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når skolen i Horslunde Landsbyordning lukker til sommer, kommer det til at berøre Specialskolen Lollands Udeskole- og Autisme-tilbud. De to tilbud er nemlig placeret på den nordvestlollandske landsbyordnings matrikel.

Børne- og skoleudvalget har derfor været i dialog med Specialskolen Lollands bestyrelse om løsninger. Det første dialog-møde blev holdt i februar. Det næste bliver holdt snarligt, mandag 13. maj, hvor politikerne skal træffe den endelige beslutning.

Kun en midlertidig løsning

Ifølge indstillingen fra administrationen i Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune er der lagt op til at flytte Udeskole-tilbuddet til Østofte Landsbyordning, hvor det vil være muligt at integrere tilbuddet i det specialtilbud, der allerede er på stedet. Østofte Landsbyordning har desuden optimale faciliteter til at have undervisning udenfor, fremgår det. Løsningen indebærer dog, at Udeskole-tilbuddet ophører som selvstændigt specialtilbud fra skoleåret 2024/2025.

Artiklen fortsætter under billedet...

Eleverne i Udeskole-tilbuddet under Specialskolen Lolland kan få ligeså optimale faciliteter til udendørs undervisning på Østofte Landsbyordning, som de har haft på Horslunde Landsbyordning, vurderer administrationen. Arkivfoto: Jan Knudsen.

Autismetilbuddet er, ifølge administrationen, vanskeligere at flytte af hensyn til elevernes diagnoser. Genkendelighed, struktur og god tid til at vænne sig til forandringer er vigtige parametre, der skal være på plads i forbindelse med en flytning.

- Det er afgørende at finde et blivende sted første gang, så vi ikke risikerer, at tilbuddet skal flyttes igen, påpeger administrationen overfor børne- og skoleudvalget.

- Vi påtænker derfor lade dem blive, hvor de er, siger fungerende formand for børne- og skoleudvalget Eric Steffensen (S).

Får brug for flere penge

Da administrationen ikke umiddelbart kan pege på tomme kommunale bygninger med rammer, der tilgodeser autismetilbuddets behov, er der lagt op til at lade autismetilbuddet fortsætte i Horslunde i den røde murstensbygning, indtil en varig løsning er fundet.

Udeskole-tilbuddet på Specialskolen Lolland:

  • Udeskole-tilbuddet henvender sig til børn fra 3. til 6. klassetrin. Børnene bliver visiteret til Udeskolen. Til det kommende skoleår er der pt. visiteret seks elever.
  • Eleverne er som udgangspunkt tilknyttet specialklassen i alle undervisningstimer. Eleverne kan være tilknyttet en alderssvarende klasse, hvis de på særlige områder har de nødvendige faglige og sociale kompetencer.
  • I Udeskolen er det den grundlæggende tanke, at børnene skal lære gennem praktisk tilrettelagt undervisning, der sættes sammen med relevant teori. Der er fokus på, at børnene minimum en gang om ugen er ude en hel skoledag, for at arbejde med de emner/temaer, som lærerne har valgt.
Kilde: Kilde: Lolland Kommune.

Denne ældre bygning er nemlig ikke truet af risiko for nedstyrtning ligesom de øvrige nyere tilbygninger på matriklen - og netop derfor kæmpede borgerne i Horslunde sidste sommer op til beslutningen om lukningen af den almene kommunale skole i Horslunde Landsbyordning for, at den almene skole i en mindre udgave kunne være blevet bevaret i netop den. Det lykkedes som bekendt ikke. Men nu er den ombejlede skolebygning altså i spil igen.

Og det glæder formanden for Horslunde og Omegns Borgerforening.

- Det er helt sikkert positivt. Det er bedre med aktivitet, end at bygningerne står tomme, indtil kommunen bliver i stand til at rive dem ned, for det tror jeg ikke sker hurtigt, siger formanden for Horslunde og Omegns Borgerforening Bjarne Hansen, der er tidligere teknisk direktør i Lolland Kommune.