Overfartsleder fyret: - Det er jo en lidt underlig følelse, når man har været der i ti år
Max Møller Christensen er gået fra borde for sidste gang som overfartsleder for Lolland Færgefart, men han siger, at han naturligvis vil følge med i, hvad der sker med Lollands ø-færger. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
- Ledelsen skal omstruktureres, lyder det blandt andet fra Lolland Kommune.
Der har i et par uger figureret et rygte om, at overfartslederen for Lolland Færgefart, Max Møller Christensen, er fyret.
Folketidende har forgæves forsøgt at få oplysninger i sagen hos Lolland Kommune.
Færgekunderne kan dog nu se, at overfartslederens navn og stilling er fjernet fra Lolland Færgefarts hjemmeside, og i Færgesekretariatets nye blad kan man læse, at Lolland Kommunes tekniske direktør, Rikke Jensen, fra 1. januar bliver nyt medlem af Færgesekretariatets styregruppe.
Den plads har Max Møller Christensen hidtil haft.
I Færgesekretariatets blad står der, at direktør Rikke Jensen træder ind på den vakante plads i Færgesekretariatets styregruppe.
Rikke Jensen overtager dog ikke Max Møller Christensens plads, gør sekretariatschef i Færgesekretariatet, Nete Herskind, opmærksom på.
- Færgesekretariatets styregruppe består af fire repræsentanter fra de kommunale administrationer og tre overfartsledere. Der har i et halvt års tid været en vankant plads efter afdelingschef Flemming Kortsen fra Slagelse Kommune, og det er i den plads Rikke Jensen indtræder i ifølge en aftale, der er indgået tidligere, oplyser sekretariatschefen.
Nete Herskind tilføjer, at hun ikke har modtaget besked om, at Max Møller Christensen skulle være udtrådt af hendes styregruppe.
Bekræfter fritstilling
Overfartsleder Max Møller Christensen bekræfter dog selv tirsdag overfor Folketidende, at han er blevet fyret og fritstillet:
Det er jo en lidt underlig følelse, når man har været der i ti år, og så lige pludselig duer man ikke og skal ud.
Tidligere overfartsleder Max Møller Christensen, Lolland Færgefart
- Det er sket med virkning fra 1. november. Jeg fik at vide, at min stilling blev nedlagt. Det er jo en lidt underlig følelse, når man har været der i ti år, og så lige pludselig duer man ikke og skal ud. Heldigvis har færgepersonalet været støttende og er komme på besøg og med gaver.
- Det er dejligt, men sådan er det altså, siger Max Møller Christensen.
Da han har en opsigelsesperiode, har han fået en fratrædelsesordning, oplyser han.
Ny strategi
Lolland Kommune har ansvaret for færgedriften til Fejø, Femø og Askø. I 2023 vedtog Lolland Byråd en nys strategi for Fremtidens færgedrift. Strategiens omdrejningspunkt er udskiftning af Femøfærgen med en el-færge.
Byrådet ønskede samtidig at sætte en retning for de store investeringer, hvor der i fremtiden vil være færre færger, færre afgange og ændrede ruter.
Ø-boerne på Fejø, Femø og Askø er naturligvis stærkt interesserede i at få at vide, hvad der sker, og til dem har forklaringen været - når de spurgte - at "overfartslederen er fritstillet, fordi ledelsen skal omstruktureres."
Folketidende har forsøgt at spørge teknisk direktør Rikke Jensen og kommunaldirektør Thomas Knudsen om, hvad der er truffet af beslutninger. Thomas Knudsen svarer på mail, at Rikke Jensen vil svare i næste uge, når hun er tilbage fra ferie.
Opfordrer til ny organisering
Torsdag er Fremtidens færgestrategi igen på Lolland Byråds dagsorden. Lokallisten Lolland har begæret sagen til debat igen.
Samtidig protesterer erhvervsdrivende på Askø over den kommende, forringede færgeservice til øen, når Askøfærgen skal sejle fra Kragenæs, og på Femø opfordrer man i et debatindlæg til at en kommerciel partner - eksempelvis Molslinjen - overtager færgefarten til de tre øer.
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole