Per Møller tager afsked med sin domkirke efter 33 år: - Det er en bevæget tid

Sommeren 1992 husker mange danskere uden tvivl. Enten fordi danskerne sagde nej til Europa ved en folkeafstemning i begyndelsen af juni, eller fordi vi besejrede resten af Europa i fodbold få uger senere.

For sognepræst Per Møller har 1992 dog en helt anden betydning. Det blev nemlig året, hvor han fik en helt ny hjemegn.

Som helt nyuddannet præst kom han til Maribo, hvor domkirken ventede som arbejdssted. Egentlig var det kun i et étårigt vikariat, der dog siden blev til en fast stilling.

Siden er kalenderblad efter kalenderblad hevet af, og fødselsdag på fødselsdag fejret. Og nu er der ikke flere at fejre som sognepræst.

Mandag 31. marts runder Per Møller sin 70-års fødselsdag, og så er det slut med ansættelsen i den danske folkekirke.

Allerede søndag har han dog sin sidste gudstjeneste i Maribo Domkirke, og så venter en tvungen ferie.

- Den kommer nok mest til at gå med at få ryddet op på kontoret, siger han med et stille smil.

Tårerne bryder frem

Han har endnu ikke helt forstået, at det snart er slut. At 33 års virke som sognepræst nærmer sig sin sidste udgangsbøn. Et helt arbejdsliv i én og samme kirke, og selv om det jyske ophav ikke lader sig skjule når han taler, er det i perlestenene ved den lollandske domkirke, at han har sat sine fodaftryk.

Aftryk som ikke bare forsvinder, når gangstien bliver revet, eller når regnen glatter jorden ud. For Per Møller er blevet en del af historien.

- Jeg kom til en menighed, der har haft denne kirke i mere end 600 år, og som sogn går over 1.000 år tilbage. På den måde er jeg trådt ind i historien med en bunden opgave, men er også kommet meget tæt på mange mennesker, siger han, før stemmen knækker over.

Som dagene langsomt sniger sig tættere på et farvel til kirken, er tankerne om afskeden blevet sværere og sværere for Per Møller. Et øjeblik kan han slet ikke holde tårerne tilbage. Der bliver rakt ud efter en serviet, mens han kæmper for at finde roen. Det er en bevæget tid, siger han undskyldende.

Mødte familierne hjemme

For 33 år som sognepræst i én og samme kirke, ikke mindst i en domkirke, betyder, at han han på en eller anden måde er blevet en del af mange lokale familiers liv.

- En konfirmand kom til mig den anden dag og var lidt ærgerlig over, at jeg ikke kan konfirmere ham. Men det er ikke muligt, for konfirmationerne falder efter min 70-års fødselsdag. Han forklarede, at jeg havde konfirmeret hans far, viet hans forældre og konfirmeret hans bror, forklarer Per Møller.

Historien er end ikke unik for ham, sådanne familier er der flere af.

For sognepræsten var der fra første dag et ønske om at blive en del af den verden, som han var flyttet til. Han ventede ikke på, at sognets borgere kom til ham, men tog hellere end gerne ud for at møde dem.

- Der sker noget særligt, når du træder ind hos folk, og møder dem i deres hverdagsrammer. På den måde forstår jeg bedre deres verden og kan se hvilket liv, der har været deres.

Trådte ind med ærefrygt

Maribo har samtidig været den helt rigtige by for Per Møller at dedikere sit arbejdsliv til.

- Det er en købstad med alle de forskellige befolkningsgrupper, som der er. Her er alt fra direktører til arbejdere. Byen rummer det hele, og det synes jeg er en fantastisk ting.

Nok bor han til dagligt i Sakskøbing, hvor hustruen Hanne Margrethe Tougaard er præst, men det har altid været en glæde for ham at tage turen til kontoret i Maribo. Stoltheden og glæden ved arbejdet er ikke til at tage fejl af, når Per Møller fortæller.

Men det begyndte med let rystende hænder. For det var med ærefrygt, at den nyuddannede sognepræst trådte ind og gjorde domkirken til sit første job.

- Den første gudstjeneste var en god oplevelse, men hver søndag sad domprovst Holger Jepsen og tidligere domprovst Immanuel Felter lige nedenfor på kirkebænkene og fulgte med. I begyndelsen føltes det som et enormt stort pres, når der sad to teologer og fulgte med, men det var også en god skole, for jeg var tvunget til at lave noget ordentligt, forklarer han.

Fingeren i jorden

Presset ved at prædike i en domkirke tænkte Per Møller dog ikke så meget over. Han var ung og tog blot opgaven til sig.

Når han i dag bliver bedt om at give et godt råd til sit yngre jeg, som skulle kunne hjælpe ham gennem arbejdet i domkirken, er det ganske enkelt:

- Stik fingeren i jorden, mærk hvad der er centralt for de mennesker, som bor her. Hvad er vigtigt for dem, hvilken historie bærer de på, hvad er kulturen og værdierne. Først derefter kan man begynde at komme med idéer til at ændre på noget, siger Per Møller.

Det var faktisk et råd, som han gav sig selv allerede for 33 år siden, og som han siden har fulgt.

Fint at blive tvunget til stop

Nu betyder det snart ikke noget for Per Møller selv. På søndag er det sidste rigtige arbejdsdag. Højmessen klokken 10 i domkirken bliver den sidste, og klokken 11 er der reception i Sognets Hus. Tiden er svær, præsten er bevæget, men han har det alligevel fint med, at han bliver tvunget på pension nu.

Allerede for tre og et halvt år siden kunne han have trukket i bremsen, lagt præstekjolen og nydt sit otium. Men der skulle være noget bedre at tage sig til, og det havde han ikke dengang. Per Møller er ikke modstander af en fast pensionsalder for præster.

- Det kunne være, at jeg syntes, at det hele gik fantastisk, og at der var mange år tilbage endnu, før jeg skulle stoppe, men at jeg var den eneste med den holdning. Det har jeg i hvert fald set eksempler på i andre sammenhænge, så det er fint med en slutdato, slår Per Møller fast.

Også selv om datoen fremkalder tårer og vemod. Det er prisen for at have været dedikeret i sit arbejde gennem flere årtier.