ASKØ/LILLEØ: - Det her med, at de gerne vil købe deres egen færge. Det er helt vildt, at det skal komme så vidt. Så det vil jeg gerne høre mere om.
På den vis begrunder folketingspolitiker Susie Jessen, der er formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer, at hun i dag besøger Askø. Normalt ville et sådan besøg tage to til tre timer, men Askø-visitten bliver et heldagsbesøg. For der sejler ikke færge i fem timer midt på dagen.
- Det er jo et symptom på det, der er sket med den ændrede færgebetjening, men besøget på Askø bliver sikkert - trods det alvorlige emne - hyggeligt, forventer Susie Jessen.
En bunden opgave
- Jeg synes, at det er en bunden opgave for stat og kommune, at der er en ordentlig infrastruktur i Danmark, og ideen, der er opstået på Askø, er vel et udtryk for, at de ikke ved, hvad de ellers skal gøre, tilføjer hun.
Hun skal mødes med Karsten Engdal, Torben Lyng Madsen og Henrik Rasmussen, der også vil vise hende rundt på Askø, hvor Susie Jessen også skal møde erhvervsdrivende på øen.
Carsten Engdal og Torben Lyng Madsen var blandt de øboere, der sidste år havde foretræde for Udvalget for Landdistrikter og Øer.
- Jeg har hørt, at der er dukket en masse Til salg-skilte op på øen, så de står med en kæmpe udfordring, vurderer folketingspolitikeren.
Vil overtage færgeruten
Det er en lille håndfuld private aktører, der har henvendt sig til Lolland Kommune og vist interesse for at overtage færgeruten til Askø. Det sker med henblik på fortsat at sejle på ruten mellem Bandholm og Askø med færgen.
De interesserede har haft møde med borgmester Holger Schou Rasmussen og formanden for klima-, teknik- og miljøudvalget Tine Vinther Clausen og repræsentanter fra kommunens administration i januar, og siden har kommunen sat arbejdet med ændringer i opmarchområdet i Kragenæs i bero.
Det var ellers meningen, at Askøfærgen skulle have sejlet mellem Kragenæs og Askø - i stedet for Bandholm - med sommersejlplanens ikrafttræden 1. maj.