Ugeavisen Lolland omtalte i november 2022 en ældre borgers dødsfald. Af forsideomtalen fremgik det, at dødsfaldet skyldtes ressourcemangel, og at den pågældende borger var blevet slået ihjel. Af artiklen fremgik det, at dødsfaldet skyldtes manglende kompetencer hos plejepersonalet.
Lolland Kommune klagede til Pressenævnet blandt andet over, at forsideomtalen var misvisende, at artiklen indeholdt ukorrekt information, og at de pårørendes subjektive oplevelse var præsenteret som faktiske oplysninger.
Pressenævnet kritiserer Ugeavisen Lolland for at bringe en misvisende forsideomtale samt i artiklen ikke at gøre tilstrækkelig klart, at der var tale om de pårørendes subjektive vurderinger, som ikke var tilstrækkeligt efterprøvede.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk