Revyen er gået konkurs

Revydirektør Thomas Findval Sølvskov stiftede revyen tilbage i 2021. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Der er nu kun én revy tilbage på Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tilbage i september drømte Nakskov Revys direktør, Thomas Findval Sølvskov, om flere kendisser til revyen.

Han mente, at dette ville betyde, at flere kom ind og så den.

Men i 2025 kommer der ikke kendte ansigter til Nakskov. Faktisk kommer der slet ikke nogen på revyscenen.

I en pressemeddelelse fra Nakskov Revy fremgår det, at den er gået konkurs.

- Da Nakskov Revyen FMBA er under konkursbehandling, kan vi desværre ikke svare på yderligere spørgsmål herom. Dog er det noget, jeg er dybt ked af, fortæller Thomas Findval Sølvskov i pressemeddelelsen.

Til Folketidende sætter Thomas Findval Sølvskov alligevel lidt flere ord på konkursen.

- Personligt er jeg meget ked af det, for jeg har kæmpet frem og tilbage for revyen i fire år, siger han og tilføjer, at han ikke har nogen planer om at starte noget nyt op.

Der er dog håb for dig, der allerede har købt billet. Nakskov Revyen oplyser, at man i stedet kan komme ind og se Nykøbing Falster Revys sommerrevy. De berørte vil få direkte besked, oplyser Nakskov Revyen.

Og i Nykøbing er revydirektøren også ærgerlig over, at der på Lolland-Falster nu kun er én revy.

- Jeg synes, at det er synd for Thomas, for jeg tror bestemt, at han har gjort, hvad han kunne. Men det har nok været lidt svært fra start af, blandt andet på grund af os (Nykøbing Falster Revyen, red.). Det er nok svært at få to revyer op at køre med så kort afstand.

- Men jeg tror også, at det er et udtryk for, at generelt er svært at starte noget op fra scratch, når der er så mange andre underholdningstilbud, siger Nykøbing Falster Revyens direktør Mickey Pless.

Han blev ringet op af Thomas Findval Sølvskov i går, mandag. Og det var i den forbindelse, at han tilbød, at de, der allerede havde købt billetter til dette års Nakskov Revyen, kan få en billet til Nykøbing Falster Revyen i stedet, hvis de ønsker det.

Nakskov Revyen blev stiftet tilbage i 2021.