Stort arbejde efter voldsom brand: - Det kan tage resten af året

Ilden opstod i Nakskovs tidligere socialforvaltning søndag 2. juli og menes at være påsat. Foto: Marianne Knudsen

Ikke fundet nogle naturlige brandårsager i kommunal bygning.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Den ret så store renovering af den kommunale bygning i Klostergade 20a i Nakskov, som der var brand i natten til søndag 2. juli, er så småt gået i gang.

Brandteknikere har ikke fundet noget, der tyder på en "naturlig" brandårsag , så politiet mistænker fortsat, at det var en påsat brand, der startede i et træstakit, som var årsag til branden i bygningen, siger politikommissær Bo von Würden fra Lolland-Falsters lokalpoliti.

- Der er sendt nogle ting ind til undersøgelse, der blev fundet udenfor brandstedet, og der kan gå nogle måneder, før vi får svar, tilføjer han.

Satte massivt ind

Der er ingen vidner, der har henvendt sig med tip om en mulig gerningsmand eller -mænd.

Politi og brandvæsen fik meldingen om branden klokken 01.13 den pågældende søndag, og Lolland-Falster Brandvæsen satte massivt ind for at få nedkæmpet branden.

Bygningen rummer en af Familiecenter Toftegårds syv matrikler på Lolland og ligger tæt på både Privatskolen Nakskov, Stenoskolen og en børnehave, men vinden var med brandfolkene.

Asbest i tagplader

Selv om det lykkedes brandfolkene at forhindre, at branden bredte sig til resten af bygningen, skal der nu pågå en ret stor renovering af bygningen i den ende, hvor der var brand. Arbejdet er startet.

- Men det har vist sig, at der var asbest i tagpladerne og i tagryggen - hvilket vi ikke troede - så det stillads, der var rejst, har måtte ændres for at kunne udføre arbejdet forsvarligt, og Arbejdstilsynet er inde over og skal godkende det, oplyser lederen af Familiecenter Toftegård, Diana Leicht Christensen.

- Jeg tror, at arbejdet kommer til at tage lang tid, for ilden havde fat i både tag og murværk. Måske året ud, og i mellemtiden er der rejst en midlertidig væg indendørs, så resten af bygningen fortsat kan bruges.

Jeg tror, at arbejdet kommer til at tage lang tid, for ilden havde fat i både tag og murværk.

Diana Leicht Christensen