Halvanden times svane-march i Nakskov: - Jeg følte mig som en betjent fra en reklame

Svanefamilien var kommet lidt langt væk fra vandet, så Brian og Vanida Hansen besluttede at følge dem ned til havnen i Nakskov. Foto: Vanida Hansen

- Jeg følte mig som ham politibetjenten fra de gamle reklamer, fortæller Brian Hansen fra Nakskov om den særlige opgave, han og hustruen Vanida påtog sig tirsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Se Vanida Hansens video herover af både turen gennem Nakskov og ikke mindst den søde afslutning på kajkanten.

Egentlig var de på vej ud efter morgenmad, men i stedet endte Brian og Vanida Hansen med at danne for- og bagtrop for en svanefamilie med mor, far og fire unger på vej gennem Nakskov.

Brian og Vanida, der har Bowl & Thai Food på A. E. Hansensvej, var netop kommet ud på parkeringspladsen, da de fik øje på familien svane.

- De er formentlig kommet fra søen ved Nørrevænget, hvor de måske ikke har kunnet finde noget mad, men der er langt at gå fra A. E. Hansensvej og ned til havnen med fire svaneunger midt i trafikken, fortæller Brian Hansen.

Parret fik derfor organiseret sig, så Brian Hansen var fortrop og viste vejen for familien svane, mens Vanida Hansen dannede bagtrop for at sikre, at den lille familie ikke blev påkørt bagfra af nogen.

Turen gik blandt andet forbi Lidl og rundkørslen ved Tårsvej og Vejlegadebro.

- Vi var lidt bekymrede for ungerne, for vi skulle forbi mange veje og en del trafik, og pludselig stoppede de op ved et hus tæt ved et lyskryds, hvor nogle af ungerne var på vej ind i en have. Men så gik jeg ind i haven og sagde til dem, at de skulle gå ud på vejen igen, og det gjorde de.

- Det virkede som om, at de forstod, hvad man sagde til dem, fortæller Vanida Hansen.

Som den gamle reklametegning

Brian Hansen følte sig hensat til den gamle reklametegning med en politibetjent, der smilende spærrer en hel vej, så en svanefamilie kan komme trygt over.

- Jeg følte mig lidt som ham politimanden, men alle levende væsner betyder noget for mig, så jeg følte, at jeg var nødt til at hjælpe dem, forklarer han.

Da det lille optog begyndte at nærme sig havnen, var de ved at blive standset af nogle låste porte ved Havnegade, men Brian Hansen fik kontakt til de rette personer, så der blev låst op, og så kunne familien til sidst springe i vandet fra kajen ved det gamle færgeleje.

- Det tog halvanden time. Vi skulle jo hele tiden sørge for at lede dem på vej uden at komme for tæt på, for vi ville ikke risikere at stresse eller skræmme dem, så forældrene pludselig fløj deres vej, fortæller Brian Hansen.

Men som man kan se på videoklippene herover, endte det hele lykkeligt, selvom den ene unge lige skulle tage mod til sig, før den hoppede ned i vandet til de andre.