For to år og tre dage siden var kæresteparret Pavlo Carliaghin og Mariia Menieva i deres lejlighed i Lviv i Ukraine, da Marias mor ringede. Hun havde netop talt i telefon med Marias mormor, der bor tæt på grænsen nær byen Zaporizjzja. Russiske kampvogne trillede forbi hendes vindue. Krigen var en realitet. Den dag talte Mariias mormor 185 russiske militærkøretøjer.
I februar 2022 studerede det unge par begge på musikkonservatoriet i Lviv. Mariia var ved at tage sin master som kordirigent. Pavlo havde færdiggjort sin bachelor som violinist. Næsten hele Pavlos familie arbejdede i Danmark, og de besluttede sig for at følge hans mormor i sikkerhed der.
- På det tidspunkt tænkte jeg, at vi ville være væk i to til tre uger. Vi kunne vente lidt i Danmark, og så ville vi snart være tilbage, fortæller Mariia, der stadig har hele sin familie i Ukraine.
Musikken hjælper på tankerne
To år senere har Mariia og Pavlo netop forladt fredsandagten i Maribo Domkirke. I kirken kunne man tydeligt høre hende synge den ukrainske nationalsang, så stemmen vibrerede. Ikke alene bor de nu i Danmark, de arbejder her også. Begge er ansat på Ortofon i Nakskov, men musik betyder alverden for det unge par. Som Pavlo siger:
-Musik er vores liv.
Mariia uddyber:
- Musikken hjælper mig til at stoppe med at overtænke.
At deltage i fredsandagten har også stor betydning.
- I forhold til Lviv bor vi nu i en lille by. Det er vigtigt for os, at vi kan samles og huske, at vi har sorg. Og det betyder noget for os, at der også er kommet danskere her i dag.
Hvorfor er jeg her?
Det er Mariia, der fører ordet, for hun taler og forstår mest dansk. På spørgsmålet om, hvordan det er at være her, siger hun:
- For mig er det hårdt. Hver dag savner jeg Ukraine og tænker "Hvorfor er jeg her?" Men jeg har også en stor taknemmelighed over for Danmark. Det er det land, som altid hjælper og støtter os, fra dag ét og lige til nu.
Mariia har besøgt sin familie i Ukraine én gang.
- Det var mærkeligt at være der. Jeg hørte raketterne og eksplosionerne, siger hun og holder en pause.
- Jeg kunne ikke gøre noget der, men jeg er deres barn, og jeg savner dem og mit land.
Splittet mellem to lande
I en undersøgelse foretaget af Københavns Universitet har herboende ukrainske flygtninge svaret på, om de ønskede at blive boende i Danmark. Seks ud af ti ønskede det. Hvordan ser Pavlo og Mariia på det?
- Danmark er et godt land at bo i, og danskerne har hjulpet os til at få et job. Det er vigtigt for mig at have et godt job, så jeg kan hjælpe mit land og sende noget til de frivillige i Ukraine. Men jeg kan ikke se på fremtiden. Jeg kan ikke se, hvor jeg er i morgen og det er svært for mig at bygge en plan. Jeg vil gerne tilbage, fortæller Mariia.
Mariia Menieva, ukrainsk flygtningJeg kan ikke se på fremtiden. Jeg kan ikke se, hvor jeg er i morgen og det er svært for mig at bygge en plan.
Pavlo ser anderledes på det.
- Vi ved ikke, hvornår krigen slutter. Så jeg tænker, at vi skal bygge vores liv her, hvor vi ikke skal vente.
Selvom Mariia føler sig splittet mellem to lande, har hun og Pavlo fundet et ståsted i Danmark. Sidste år blev det unge par, som har kendt hinanden i fem år, borgerligt gift. Da de fortæller det, er der et ægte smil, som også når op i øjnene. Ligesom når de taler om musik.