Urolig påskenat: Mand med kniv anholdt flere gange

Arkivfoto: Anders Knudsen

Politiet havde rigeligt at se til i Nakskov natten til søndag. En mand bevæbnet med kniv måtte ikke bare én men to gange med på stationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når alkohol går ind, går forstanden ud.

Det velkendte ordsprog kan meget vel have spillet en rolle i Nakskov natten til søndag, påskedag, hvor politiet flere gange blev kaldt ud i nattelivet - og endda havde fat i den samme person flere gange.

På et værtshus i centrum af Nakskov var nogle personer kommet op at toppes.

En 31-årig mand var blevet truet af en anden gæst - en 20-årig mand fra Tinglev. Gæsten fra Sønderjylland havde en kniv på sig, og politiet blev tilkaldt klokken 3.07.

Det førte til, at den 20-årige blev anholdt klokken 3.31 og sigtet for trusler. Politiet fandt en kniv på stedet, og den skal nu undersøges for spor. Udover sigtelsen fik manden også forbud mod at komme på værtshuset fremover.

Han røg en tur med på stationen, hvor han blev løsladt klokken 4.09. Men han havde tilsyneladende ikke lært lektien af det korte ophold på politistationen.

Ikke længe efter fik politiet en ny anmeldelse om trusler. Ud fra signalementet af gerningsmanden kunne politiet regne ud, at der var tale om den 20-årige fra Tinglev. Klokken 6 blev han igen anholdt og fik endnu en sigtelse for trusler på sig.

Dørmand slået

Tidligere på natten var der problemer ved Nakskov Idrætscenter, hvor der blev afholdt en stor påskefest.

En dørmand havde sendt nogle festdeltagere hjem, fordi de havde opført sig "noget opfarende". En af dem var en 28-årig mand fra lokalområdet, som blev så utilfreds, at han sendte et knytnæveslag i brystet på dørmanden.

Vidner tilbageholdt manden efter optrinnet, og derfor kunne politiet anholde ham klokken 0.35 og sigte ham for vold mod tjenestemand i funktion. Efter endt afhøring blev han løsladt klokken 3.05, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.