KV25

Om 14 dage gør det løs med kommunal- og regionsvalget. Nu er der nyt om valgkortene. Arkivfoto: Jan Knudsen

14 dage til valget: Melder ud om valgkort

Kommunal- og regionsvalget nærmer sig hastigt, og i løbet af denne uge begynder valgkortene at lande i de stemmeberettigede borgeres postkasser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kommunal- og regionsvalget nærmer sig med hastige skridt. I dag, tirsdag, er der 14 dage til, at det går løs, og inden længe lander et af de vigtige fysiske beviser på, at vi skal til valg, i borgernes postkasser.

I denne uge begynder valgkortene ud til de stemmeberettigede vælgere i kommunerne. Dem er der denne gang 48.954 af i Guldborgsund Kommune og 32.428 af i Lolland Kommune, oplyser kommunerne til Folketidende. 

Selvom der både skal stemmes til kommunalvalget og regionsvalget, så får man kun ét valgkort. På valgkortet står der, hvilken dag og inden for hvilket tidsrum, valget afholdes. Der står også, hvor man skal møde op for at stemme, oplyser kommunen.

- Hvis man har stemmeret, men ikke har modtaget et valgkort senest fem dage før valgdagen, skal man henvende sig til Borgerservice på telefon 54 73 14 00. Det bør man også gøre, hvis der står forkerte oplysninger på valgkortet, oplyser Guldborgsund Kommune til Folketidende.

Bor man i Lolland Kommune skal man henvende sig til Borgerservice der.

Kommunal- og regionsvalget finder sted 18. november.