Guldborgsund

- Flere må gerne bruge madlavningslokalet, siger skoleleder Karina Lykke Lund. Foto: Bjarne Arildsen

Voldsomt skybrud ødelagde det hele: Nu er skolens nye kreative center klar

Elevråd står bag program for fejring 22. april.

Offentliggjort

Masser af lys og masser af plads.

Sådan ser der ud i de tre nye faglokaler, som Stubbekøbing Skole har fået.

Lokalerne, hvor der undervises i madkundskab, billedkunst og håndværk/design, er nemlig blevet etableret på skolens første sal.

- Så nu er lokalerne kommet helt op i lyset, siger skoleleder Karina Lykke Lund, som er leder af Landsbyordning Stubbekøbing.

Ødelagt af vand

Tidligere lå alle tre faglokaler nede i kælderen under skolen.

Men i august 2023 blev de ødelagt af vand under et voldsomt skybrud.

Undervisningen i de tre fag måtte derfor flyttes til andre skoler, og en masse udstyr blev pakket ned i flere hundrede flyttekasser.

Kreativt center

Da de nye lokaler på skolen skulle etableres, så blev det besluttet at indrette dem på første sal.

Her ligger de nu på samme gang og udgør dermed skolens center for kreativitet og praktiske færdigheder.

- Lokalerne var færdige i januar, og vi har allerede taget dem i brug i undervisningen, fortæller Karina Lykke Lund.

Alle tre lokaler er udstyret med en del nyt udstyr, fordi noget af det gamle blev ødelagt af vand under skybruddet.

- Men vi har genbrugt, hvad vi kunne, siger skolelederen.

Upcykling

Genbrug, også kaldet upcykling, er også i fokus i undervisningen i håndværk og design.

Blandt andet giver man nyt liv til gamle tøjrester.

Eleverne har fået nye høvlbænke at arbejde ved. Foto: Bjarne Arildsen

- Vi har også indkøbt specielle skruer og knive, så man kan lave modeller af de papkasser, som ellers skal smides ud, fortæller hun.

Fælles mad

I det store lokale til madkundskab bliver der både lavet mad på de nye komfurer og spist ved fællesbordet.

Skolen vil i øvrigt gerne have, at endnu flere bruger dette lokale.

- Vi vil opfordre til, at man i klasserne holder sine arrangementer her. Så kan man lave mad og spise sammen, siger skolelederen.

Og hun åbner også op for, at foreninger og andre kan komme ind.

Ikke helt færdigt

Det tredje lokale, som også er stort og lyst, er beregnet til billedkunst.

Her er der god plads til staffelier og store lærreder, som man kan male på.

Billedkunstlokalet er dog ikke helt færdig endnu.

Elevråd fik ideen

Folk i Stubbekøbing kan se de nye lokaler ved en indvielse 22. april.

Og det er skolens elevråd, som har lagt planen for indvielsen mellem klokken 17 og 18.30.

- De yngste elever har lavet udstillinger, som de kan vise deres forældre. Og de ældste elever arbejder denne aften i værkstederne, siger Karina Lykke Lund.

Upcykling, der forvandler gammelt tøj til nyt, er nu i fokus på Stubbekøbing Skole. Foto: Bjarne Arildsen