PORTRÆT: Endelig får kronprinssessen sin titel

Mindre end en time efter, at Helle Thorning-Schmidt på valgnatten trak sig som formand for Socialdemokraterne, begyndte centrale medlemmer af partiet at opfordre Mette Frederiksen til at melde sig som kandidat til posten.

Helle Thorning-Schmidts højre hånd, Bjarne Corydon, gav sin støtte. Det samme gjorde en af Folketingsgruppens stærkeste mænd Henrik Sass Larsen som en understregning af, at magtspillet var afgjort: Når Thorning gik af skulle Frederiksen tage over.

Lørdag fik Mette Frederiksen så formelt indstillingen til at blive formand på den ekstraordinære kongres den 28. juni. En klar indikation på, at hun bliver den næste leder af Socialdemokraterne.

Frederiksen har længe været udråbt til kronprinsesse i partiet, hvor hun har spillet en stadig mere fremtrædende rolle, siden Thorning blev formand i 2005.

Dengang var Mette Frederiksen Mogens Lykketoft-fløjens bud på en ny formand, men hun stillede ikke op i det, der hurtigt udviklede sig til et bråvallaslag mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt - en kamp, som sidstnævnte vandt fra baghjul i en urafstemning.

Frederiksen har dog på de indre linjer i partiet spillet en aktiv rolle og forsøgt at køre sig selv i stilling som kronprinsesse - noget som undervejs også har givet hende skrammer, der har truet med at koste hende en absolut toppost i partiet.

Mette Frederiksen blev valgt ind i Folketinget i 2001, og den unge nordjyde trængte igennem, når hun gik på Folketingets talerstol.

Hun talte lige ind i hjertekulen på store dele af det fagforeningsrøde partibagland. Andre dele af folketingsgruppen mente dog også, at hendes stil var lige skinger nok.

Da Thorning blev formand, sad Mette Frederiksen langt fra magten omkring Thorning - hun havde støttet Frank Jensen i valgkampen.

Men hun satte sig på posterne som næstformand i folketingsgruppen og indigneret socialordfører samtidig med, at hun stillede sig i spidsen for kaffeklubben Midternetværket, der har udviklet sig til en stærk magtbastion i partiet.

Jobbet som beskæftigelsesminister lå lige for, da Socialdemokraterne vandt regeringsmagten i 2011. Opgaven var - i en økonomisk krisetid - at reformere beskæftigelsesindsatsen og flytte folk fra overførselsindkomst til arbejde.

Thorning-regeringen blev nærmest fra dag ét presset i defensiven med anklager om brudte valgløfter og en mere blå end rød politik.

Mette Frederiksen har, siden hun blev valgt ind, tilhørt den mere røde gren af partiet. Og det har hængt ved, når baglandet har skullet vurdere hende.

Også selvom hun i den reelle politik har været på en længere rejse fra venstre mod højre.

I popularitetsmålinger har hun flere gange overgået Thorning, og hun har også toppet den tidligere regerings lister over mest populære ministre.

Internt i partiet har hun dog fået hug for at forholde sig tavs, når statsministeren skulle ud og forsvare upopulære beslutninger. Og det blev også for meget for nogle i begyndelsen af 2013.

Da Frederiksen skulle fremlægge en større reform af kontanthjælpssystemet, blev det lækket - muligvis fra andre steder i regeringen - at pengene fra reformen skulle bruges til lettelser af selskabsskatten for at skaffe folk i arbejde.

Frederiksen havde tidligere talt kraftigt imod sådanne skattelettelser og måtte bruge et helt pressemøde på at forsvare regeringens politik og sin egen kovending.

Mette Frederiksen har gennem regeringens seneste år markeret sig med store visionære interview i diverse aviser om Socialdemokraternes fremtid. Det skal ses i lyset af partiets vigende meningsmålinger og en udskældt øverste ledelse.

Det vakte især opsigt, da hun i april 2014 - samtidig med at rygterne sendte Thorning til EU - slog fast, at det ikke var vælgerne, den var gal med, når de vælger partiet fra.

Underforstået, det var måske ledelsen af partiet, den var gal med.

Mette Frederiksen blev rykket frem som justitsminister i oktober 2014, da Karen Hækkerup overraskende forlod regeringen. Det var ikke et skifte, hun selv var glad for, lod hun mellem linjerne forstå, men som stærk minister, var hun det oplagte valg for Thorning.

Området har frem mod valget været centralt, og det har været nødvendigt med en stor profil på posten. For Frederiksen har det også handlet om ikke at få alt for mange skræmmer på et område, som har martret regeringen de seneste år.

Et mål, der blev udfordret, da Frederiksen skulle stå på mål for politiets og regeringens håndtering af skudangrebet mod København i februar 2015.

På de indre linjer i partiet har både Nicolai Wammen og Nick Hækkerup ifølge iagttagere været på tale som afløser for Thorning, men deres forsøg på at positionere sig er faldet forkert ud.

Andre har været nævnt, men analysen har lydt, at de mest Thorning-loyale muligheder mangler modning og ville kræve, at den nu tidligere formand var fortsat et år eller to år.

Det gør hun som bekendt ikke, og nu er posten som formand for Folketingets største parti tæt på at tilhøre Mette Frederiksen.