Team Sydhavsøerne trak Vejle på udebane i ottendedelsfinalen i landspokalturneringen i håndbold. Det ærgrer træner Jimmy Albrechtsens.
- Øv. Sådan var træner Jimmy Albrechtsens umiddelbare reaktion efter onsdagens lodtrækning til ottendedelsfinalerne i landspokalturneringen i håndbold.
Den magede sig således, at Team Sydhavsøerne skal møde Vejle Håndbold på udebane.
- Jeg havde foretrukket en hjemmekamp, siger Sydhavsøernes cheftræner, som dog erkender, at chancen for at spille sig i kvartfinalen for første gang i klubbens historie er fifty-fifty.
- Og det er det eneste positive ved lodtrækningen, understreger Jimmy Albrechtsen.
Vejle spiller som Team Sydhavsøerne i 1. division. I sidste sæson vandt Team Sydhavsøerne begge opgør mod østjyderne, der dog sluttede bedst i tabellen - på sjettepladsen, mens Team Sydhavsøerne havnede på ottendepladsen.
Kampen skal spilles senest søndag 4. september og således søndagen før turneringspremieren i 1. division.