Generalsekretær i DBU, Jim Stjerne Hansen, har fået tilkendegivelser fra flere, der vil være dansk landstræner
Præsentationen af Danmarks landstræner efter Morten Olsen kommer nærmere og nærmere.
Generalsekretær ved Dansk Boldspil-Union (DBU), Jim Stjerne Hansen, har kredset nogle få emner ind efter Michael Laudrups klare melding om, at han ikke er interesseret.
- Det går sådan, at jeg følger min plan. Jeg forsøger i løbet af den næste måned at komme på plads, siger Jim Stjerne Hansen.
- Jeg har først skulle finde ud af, hvem der er interesseret i at tage et job på det tidspunkt, der er tale om.
- Der har Michael Laudrup meldt klart ud og sagt, at det er han ikke. Men jeg har heldigvis nogle, der har meldt ud, at de er interesseret, og det er blandt dem, jeg skal kredse det ind.
- Hvor mange det er og hvor mange, der er interesseret hører fortroligheden til, fastslår generalsekretæren.
Spørgsmål: Kunne det være en udlænding?
- Det kunne der godt være, siger Jim Stjerne Hansen.
DBU har meldt ud, at man regner med at præsentere en afløser for Morten Olsen i oktober eller november. Olsen stopper senest efter næste års EM i Polen og Ukraine.
/ritzau/