Annonce
Sport

DBU stemmer for Fifas kritiserede lovpakke

Jesper Møller var i februar på talerstolen ved Uefas kongres i Paris. I Bangkok holdt han sig på sin plads i salen. (Arkivfoto). Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Lovændringer er et udtryk for, at Fifa ruller reformer tilbage, mener kritikere, men DBU afviser.

En række kritiserede lovændringer blev i ét hug stemt igennem med overvældende flertal, da Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tidligt fredag morgen dansk tid holdt kongres i Bangkok.

Og Dansk Boldspil-Union (DBU) stemte ligesom 201 andre forbund for, mens fire var imod, og fem afstod fra at stemme.

Blandt andet skal der i de kommende år være 35 komitéer under Fifa mod de nuværende syv, og forbundet får fremover mulighed for at tildele to VM-værtskaber ad gangen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt mere end 100 sider med lovændringer var særligt de to blevet heftigt omtalt op mod kongressen. Ifølge kritikere er de nemlig et udtryk for, at Fifa bevæger sig tilbage mod tilstandene i korruptionsæraen med Sepp Blatter som præsident.

Det er man dog uenig i hos DBU.

Formand Jesper Møller hæfter sig ved, at der ikke er rullet tilbage på nogle af de reformer, man vedtog for at undgå korruption i kølvandet på Sepp Blatters regime.

- Der er ikke rullet tilbage på økonomi, transparens og gennemskuelighed i forhold til tilskud. Tværtimod. Alt er underlagt revisionspligt. Vi har massiv revision på de penge, vi får i DBU, og alle penge kommer via Nationalbanken.

- De afgørende ting i forhold til penge er der slet ikke rullet tilbage på, siger Jesper Møller på et onlinepressemøde fredag formiddag.

Kritikere mener, at de mange komitéer bliver et værktøj for Fifa-præsident Gianni Infantino, der ved at tildele små nationer pladser i komitéerne kan sikre sig opbakning til at udleve egne ambitioner.

I 2016 var Infantino selv med til at skære ned for antallet af komitéer, hvis medlemmer ifølge kritikere nød godt af luksusophold på hoteller og flyrejser på første klasse. Hvis man spørger Jesper Møller, så bliver det ikke samme historie med de nye komitéer.

- Det er ikke lukrativt. Det kan jeg sige, for jeg sidder i en af de eksisterende komitéer. Mange ting foregår på mail eller Teams, siger Jesper Møller, som har undret sig over behovet, men ikke er decideret imod de mange komitéer.

- Man har evalueret og fundet ud af, at det er godt at have en involvering i processerne. Det er stadig Fifa Council og kongressen, der har kompetence til at træffe beslutningerne, siger Jesper Møller.

Han afviser desuden teorierne om kammerateri og korruption i komitéerne før 2016, hvor antallet blev reduceret fra 26 til 7.

- Komitéerne havde ikke voldsom indflydelse før, og det får de heller ikke nu. Det bliver en rådgivende funktion, hvor nogle specialister kan rådgive Fifa Council og kongressen. Det er jeg ikke bekymret for, siger Jesper Møller.

DBU-formanden fastholder samtidig, at han ikke er imod, at Fifa fremover kan tildele to VM-værtskaber ad gangen. Han hæfter sig nemlig ved, at det fortsat er kongressen, der bestemmer, om der skal tildeles to værtskaber.

Ordningen satte man en stopper for, i kølvandet på at Fifa efter et skandaløst forløb i 2010 tildelte Rusland og Qatar VM-værtskaber.

Lovændringerne på fredagens kongres blev ikke stemt igennem enkeltvis. Fifa havde på forhånd besluttet at samle alle lovændringer i én pakke, og så var man ellers for eller imod hele baduljen.

Den metode kan diskuteres, medgiver Jesper Møller, men han glæder sig over, at især ét forslag var fjernet fra lovpakken.

Fifa havde barslet med, at der i kongressen fremover kun skulle to tredjedeles flertal til for at gennemføre lovændringer. Lige nu skal der tre fjerdedeles flertal til.

- Det havde virkelig givet os nogle udfordringer, for så kunne Uefa ikke med sine 55 stemmer blokere for lovændringer, siger Jesper Møller.

/ritzau/

  • UEFA Congress
    Jesper Møller var i februar på talerstolen ved Uefas kongres i Paris. I Bangkok holdt han sig på sin plads i salen. (Arkivfoto). Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Annonce
Sport

Danmark slider sig videre ved EM med nervøs nulløsning

Sport

Kaptajnen bliver på broen mindst et år mere - til tirsdag

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Hun gik ind i kampen for at redde zoo - men Camilla jubler ikke over redning

112

10-årig hjalp kraftigt blødende mand: - Han er en hverdagshelt

Sport

Kaptajnen bliver på broen mindst et år mere - til tirsdag

Kultur

Hjerteproblemer holder Lisbet Dahl ude af Tivolirevyen

Lægehus lukker

Regionspolitiker: Førsteprioritet er at finde en læge der vil overtage praksis

EM i fodbold

Vildt mange skal til Tyskland: Nu tager Scandlines konsekvensen

Guldborgsund

Var engang landets største: Nu åbner de i gammel grisestald

Sport

Stor interesse for Mark O.-stævne: - Fænomenalt

Vejret

DMI skruer op: 30 grader på Lolland

Udland

Nu er det afgjort: Her er Natos næste generalsekretær

Indland

Aftaler med naboen er med til at forhindre indbrud i ferien

Sport

Danmark slider sig videre ved EM med nervøs nulløsning

Sport

Stort problem løst - NFH henter målvogter i Champions League-klub

Nakskov

Spektakulært syn: Kan ses og høres på lang afstand

Indland

Kunstig intelligens kan hjælpe læger med at opdage brystkræft

Annonce
Annonce
Lolland

Kø udenfor: 890 gæster indenfor på tre timer

Lokal nyt

Danmarks grønneste strøm trækker investeringer til Lolland-Falster

Politik

Messerschmidt trækker DF ud af klimalov efter aftale om CO2-afgift

Trafik

Flere problemer i travl tunnel: Men en enkelt opmuntring på vej

Lægehus lukker

Har ikke gjort deres arbejde: - Jeg er meget bekymret for fremtiden

Lolland

Godt nyt om Knuthenborgs forsvundne dino

Udland

Flere dræbte under voldsom demonstration i Kenya