Emmas mor græd og jublede: - Vi var helt oppe at køre

Emma Aastrand Jørgensen vandt lørdag OL-bronze i 500 meter enerkajak. Privatfoto

Emma Aastrand Jørgensen vandt lørdag OL-bronze i 500 enerkajak. Og på lægterne kunne Jette Aastrand se sin datter vinde OL-metal for fjerde gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jette Aastrand fra Maribo sidder i bilen sammen med datteren Sofie og kæresten Rene, da Folketidende søndag ringer til hende. Hun er på vej hjem fra De Olympiske Lege, hvor hun lørdag kunne overvære sin datter Emma Aastrand Jørgensen vinde OL-bronze i 500 meter enerkajak.

Hun er enormt glad på datterens vegne over, at en af hendes drømme nu er opfyldt. Og om aftenen fejrede familien og vennepar fra Lolland også det fantastiske resultat med restaurantbesøg, Aperol og slushice.

Det var intenst at følge med i finalen fra tribunen, fortæller Jette Aastrand. Som om tiden i et par minutter gik i stå, hvor de holdt vejret og krydsede fingre.

Men så var bronzemedaljen en realitet.

- Vi jublede, græd, krammede og råbte. Vi var helt oppe at køre og viftede med Dannebrogsflagene. Vi havde alle lyst til at komme tæt på Emma med det samme, men det kunne ikke lade sig gøre, fortæller hun.

Wow-effekten

Emma Aastrand Jørgensen har tidligere vundet både OL-bronze og sølv i samme disciplin, og OL-bronze 200 meter enerkajak.

Med medaljen i lørdags er hun nu Danmarks mest vindende kvindelige OL-atlet.

Hvordan er det at være mor til Danmarks mest vindende kvindelige OL-atlet?

- Jeg bliver stolt, men det er også svært at sige, da jeg jo bare er mor til Emma. Jeg ved, at hun ikke er kommet sovende til det. Der har været rigtig mange gange, hvor vi ikke kunne være sammen, da hun ikke har haft mulighed for det. Jeg er stolt over, at hun har det i sig, at hun kæmper videre, og at hun giver alt for sin sport. Det er mere det, jeg er stolt af, fortæller hun.

Selvom familien selvfølgelig har opholdt sig en del på ro-stadionet, har de også haft mulighed for at være turister. Og de sluttede turistdelen af rejsen af med at se den olympiske flamme blive hejst om fredagen.

Og OL-oplevelsen efterlod en "wow-effekt" i Jette Aastrand og dem, hun rejste med.

- Der har været søde mennesker omkring os. Ligegyldigt hvor vi har været, har alt bare spillet. Fra lyserøde OL-streger, man kunne følge i metroen, til vandposter, der var alle steder. Der har virkelig været en høj service, fortæller hun.