Der er forskel på at vinde grand slam-turneringen Wimbledon og blive slået ud i anden runde af samme turnering.
Det giver sig også udslag på verdensranglisten, mærker den nu detroniserede mester Frederik Løchte Nielsen.
Danskeren er på verdensranglisten, som er offentliggjort mandag, dykket 22 placeringer, så han nu indtager en 39.-plads blandt herredoublespillerne.
Frederik Løchte Nielsen vandt sidste år herredouble-rækken ved Wimbledon sammen med briten Jonathan Marray, men i år blev danskeren slået ud af i anden runde sammen med bulgareren Grigor Dimitrov.
Listen toppes suverænt af de amerikanske tvillinger Bob og Mike Bryan, som vandt årets Wimbledon, og som i øjeblikket sidder på alle fire grand slam-titler.
Hos kvinderne ryger Caroline Wozniacki som ventet en plads ned på ranglisten, så hun nu rangerer som verdens 10.-bedste i damesingle.
Danskeren, som røg ud i anden runde ved Wimbledon, er blevet overhalet af den nykårede vinder, Marion Bartoli.
Franskmanden tager et hop på otte pladser og er nu verdens nummer syv.
Den detroniserede Wimbledon-vinder, amerikanske Serena Williams, topper fortsat listen.
/ritzau/