Bagspilleren Nikolaj Markussens fodskade er ikke alvorlig, og han bliver klar til håndbold-EM i januar.
Tirsdagen bød på godt nyt for håndboldlandstræner Ulrik Wilbek.
Den fodskade, som Nikolaj Markussen pådrog sig under en træning med Atlético Madrid i sidste uge, er ikke så alvorlig som først antaget.
Bagspilleren regner bestemt med at blive klar til EM i januar.
- Jeg fik holdlægen til at kigge på det mandag, og det ser fint ud med ledbånd og så videre. Det er bare et kraftigt vrid i foden og nogle lidt irriterede ledbånd. Så det skulle der ikke være de store problemer i, siger Markussen til sporten.tv2.dk.
Han er meget lettet over den melding.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad, og forhåbningerne om et EM er stadig til stede, så det er jeg da rigtig tilfreds med, siger Markussen.
Han er foreløbig udtaget til den trup på 28 spillere, som er i spil til slutrunden.
Stregspilleren Jesper Nøddesbo fra FC Barcelona er på grund af en diskusprolaps fortsat usikker deltager til EM, som finder sted i Serbien.
/ritzau/