Jesper Grønkjær er træt af at tale om Chelsea. Nu glæder han sig bare til at spille tirsdagens CL-kamp.
Vinterpausen i dansk fodbold har været ekstra lang for FC København-spillerne, som tirsdag langt om længe får besøg af Chelsea i 1/8-finalen i Champions League.
- Vi vil gerne snart være færdige med at snakke, nu vil vi spille, siger FCK's kantspiller Jesper Grønkjær.
- Jeg tror, at vi alle er trætte af at snakke om det samme hold de seneste fire-fem uger, lyder det fra Grønkjær.
Den tidligere landsholdsspiller glæder sig til at prøve kræfter med Chelsea, for hvem han tidligere spillede fra 2000 til 2004.
- Vi skal spille vores eget spil, ellers bliver det svært. Vi skal ramme topformen, men selvom vi gør det, bliver det vanskeligt. Men vi har stor tro på os selv, siger Grønkjær.
Et uafgjort resultat er også til at leve med.
- 0-0 ville være et fantastisk resultat, men vi vil forsøge at finde vores form frem fra efteråret og forsøge at vinde, fortæller Grønkjær.
Efter tirsdagens opgør er der returkamp i London den 16. marts.
/ritzau/