KOMMENTAR: Konflikten mellem kvindelandsholdet i håndbold og DHF fandt omsider en ende. men sagen har ingen vinder - kun tabere. Det mener Folketidendes sportsredaktør.
Kommentar af Folketidendes sportsredaktør Allan Plenborg
Konflikten mellem et trængt forbund og en flok landsholdsspillere, der var utilfredse med vilkårene for at spille på håndboldlandsholdet, fik omsider en ende i sidste uge.
Men der måtte ekspertbistand til fra Team Danmark for, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) og landsholdsspillerne kunne finde hinanden. Team Danmarks direktør Michael Andersen tog initiativ til et forsoningsmøde mellem forbundet og spillerforeningen. Og Michael Andersen himself stod som mægler.
Det kom der en aftale ud af. Egentlig uden at den koster forbundet mange flere penge. Blot er lønnen fremover konjunkturbestemt og så kan landsholdsspillerne se frem til en større bonus, hvis de får VM-succes.
Efterfølgende har samtlige landsholdsspillere tilkendegivet, at de atter står til rådighed for landstræner Jan Pytlick. Så burde alt være i sin skønneste orden.
Men de hårde ord, der er fløjet i luften mellem ja- og nej-siderne til landsholdet og truslen om at ja-sigerne fra spillerforeningen skulle ekskluderes, mens konflikten blæste derudad i orkanstyrke, får man næppe løst med et fingerknibs. For der er blevet gravet grøfter mellem spillerne.
Derfor træder Team Danmark atter til som problemknuser. Team Danmarks psykolog Jacob Hansen skal sammen med en ekstern konsulent, forsøge at klinke skårene, når Jan Pytlick mandag i næste uge indkalder sin store landsholdstrup, der også indbefatter ja-siderne, som i første ombæring blev udtaget til de forestående testlandskampe mod Rusland.
Men tilbage står spørgsmålet: Hvordan kunne man komme så langt ud?
Hvorfor er der dyb mistillid mellem spillere og Dansk Håndbold Forbunds ledelse?
Herrelandsholdets succesrige træner Ulrik Wilbek mener, at DHF fremover skal blive bedre til at forklare, hvordan det hele hænger sammen. I Wilbeks optik handler det om få skabt en bedre kommunikation.
- Hvis der ingen penge er, så er der heller ingen penge at få. Og det tror jeg måske i virkeligheden, var det budskab, der kunne have været formidlet lidt bedre fra DHF’s side, siger Ulrik Wilbek.
Wilbek efterlyser en løbende dialog samt en spillerrepræsentant i DHF’s bestyrelse.
Dette er en rigtig god idé!
En løbende dialog kan forhåbentlig genoprette tilliden mellem landsholdsspillerne og forbundet.
Og ved at have en landsholdsspiller siddende i forbundet, får landsholdsspillerne vished for, om der vitterlig er penge til at give dem den løn, som de mener, de bør have.
I denne famøse landsholdssag, som vi gerne havde været foruden, er der absolut ingen vindere. Kun tabere!