Svømmeren Jeanette Ottesen vandt guld på 100-meter-butterfly ved kortbane-EM. Danmark er oppe på 13 medaljer.
For fjerde dag i træk hentede Danmark en medalje ved europamesterskaberne i svømning på kortbane i Polen.
Søndag blev det til den 13. danske medalje og femte af guld, da Jeanette Ottesen var hurtigst på 100-meter-butterfly, mens Rikke Møller Pedersen vandt sølv i 100-meter-bryst.
Jeanette Ottesen vandt også flere medaljer fredag og lørdag, og søndag var hun skarp igen. Kvik Kastrup-atleten var 56,22 sekunder om at svømme de 100 meter, og danskeren førte fra start til slut.
Jeanette Ottesen havde hele tiden englænderen Jemma Lowe bag sig, men Ottesen var 0,45 sekunder bedre end rivalen, som svømmede i tiden 56,67 sekunder. Italieneren Ilaria Bianchi blev treer.
Der er mulighed for flere medaljer til Jeanette Ottesen, som skal svømme finale senere søndag i 50-meter-fri.
Rikke Møller Pedersen var også yderst tæt på at vinde endnu en dansk guldmedalje kort efter Ottesens flotte præstation.
Men det blev ved sølv i finalen i 100-meter-bryst, hvor Rikke Møller Pedersen blot var fire hundreddele af et sekund fra guldet, som blev vundet af russeren Valentina Artemyeva.
Indtil videre har det været det bedste danske EM på kortbane nogensinde.
/ritzau/