Efter kun et år: Forlader NFH "med blødende hjerte"

Lærke Nolsøe skifter til Ikast efter denne sæson. Foto: Ingrid Riis

NFH's venstrefløj forlader klubben på Falster efter en enkelt sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Lærke Nolsøes ophold i NFH bliver af kort varighed i denne omgang. For anden gang forlader hun klubben, og denne gang efter bare en enkelt sæson.

Et godt tilbud fra det jyske har fået fløjspilleren til at overveje sin fremtid, og det faldt ikke ud til NFH's fordel.

- Det er med blødende hjerte, at jeg forlader NFH, for det er virkelig blevet min klub, men det her tilbud var for godt både sportsligt og i forhold til mit familieliv til, at jeg kunne lade det ligge, siger den 28-årige fløjspiller, der ikke vil ud med hvilken klub, der er tale om, men alt tyder ifølge Folketidendes oplysninger på, at det er Ikast, der har haft snøren ude efter Lærke Nolsøe.

Midtjyderne mangler en erstatning for landsholdsspilleren Emma Friis, der skifter til rumænske CSM Bucuresti efter sæsonen, og det bliver med stor sandsynlighed Lærke Nolsøe, der er afløseren.

- Jeg kan ikke sige hvilken klub, der er tale om, men jeg kan godt afsløre, at den ligger i Jylland, smiler fløjspilleren.

Netop geografien er helt afgørende for Lærke Nolsøe, der for snart et år siden, sammen med kæresten Nichlas Bomholt, der tidligere har spillet i Team Sydhavsøerne, blev forældre til en søn.

- Min kæreste arbejder stadig i Jylland tre dage om ugen, og med vores nuværende bopæl i København har det været noget hektisk. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det har givet nogle logistiske udfordringer, som vi slipper for, ved at flytte tilbage til Jylland.

- Det har selvfølgelig vejet tungt i forhold til den beslutning, der skulle træffes, og så spiller det sportslige også ind, lyder det fra Lærke Nolsøe, der kom til NFH før denne sæson efter tre sæsoner i Viborg HK. Inden da havde venstrefløjen med de nordjyske aner spillet hele fem sæsoner i NFH og blandt andet vundet det danske mesterskab i 2017.

Med afgangen af Lærke Nolsøe skal NFH ud på markedet efter en ny venstrefløj, der kan supplere Matilde Vestergaard, der er på kontrakt til den kommende sæson.

- Selv om vi er ærgerlige, så respekterer vi fuldt ud Lærkes beslutning om at vende hjem til Jylland. Vi er allerede i gang med at søge efter hendes afløser, siger NFH's sportschef Søren Jakobsen.