Verdensmesteren i cykling på landevej, Mark Cavendish, skal fra næste sæson køre for Team Sky.
Verdensmesteren i cykling på landevej, briten Mark Cavendish, skifter fra den kommende sæson til Team Sky.
26-årige Mark Cavendish vandt i september linjeløbet ved VM i Danmark, og han har i flere år været regnet som den klart stærkeste sprinter i verden.
Mark Cavendish har vundet 20 etaper i Tour de France de seneste fire år, og i år vandt han også løbets grønne pointtrøje.
Briten har de seneste år kørt for HTC-Highroad, som imidlertid lukker efter denne sæson.
Team Sky glæder sig til at få Cavendish på holdet.
- Mark er den bedste sprinter i sin generation, og han er godt på vej til at blive den bedste sprinter nogensinde, siger Team Sky-boss Dave Brailsford til holdets hjemmeside.
- Mark er en født vinder, og det, der begejstrer mig, er den attitude, han bringer til alle de hold, han kører for. Vi glæder os til at have verdensmesteren til at køre for os næste år, siger Dave Brailsford.
En anden brite Bradley Wiggins, der allerede kører for Team Sky, ser også frem til at have verdensmesteren som holdkammerat.
- Jeg tror, jeg taler for alle på holdet, når jeg siger, at vi er henrykte over at få Cav på holdet, siger tempospecialisten, der også er ganske god som klassement-rytter.
Også Cavendishs tidligere holdkammerat på HTC-holdet, østrigeren Bernhard Eisel, skiftede tirsdag til Team Sky.
- Jeg ville gerne køre sammen med Cav, og det var derfor en stor årsag til mit skifte. Vi er begge glade for, at vi nu har flere år sammen foran os, siger Bernhard Eisel.
30-årige Eisel får blandt andet til opgave at beskytte Cavendish, når han skal køres frem til massespurterne.
/ritzau/