Markant aftryk: - Landsholdsbobler snart færdig i NFH

Alberte Kielstrup (gul) er fortid i NFH efter denne sæson. Foto: Hans Kurt Frederiksen

Mod sin vilje skal Alberte Kielstrup på klubjagt efter denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

NFH's kommende cheftræner fra næste sæson Niels Agesen er godt i gang med at sætte sit eget præg på den trup han skal overtage efter Jakob Larsen, og nu sætter han sit første markante aftryk.

Venstrehåndsspilleren Alberte Kielstrup, der er i periferien af landsholdet, og været en del af NFH i de seneste fire sæsoner, har fået at vide, at hun ikke er en del af de fremtidige NFH-planer.

En meddelelse, som kom bag på Alberte Kielstrup, der har kontraktudløb, når den igangværende sæson er spillet til ende.

- Jeg er utrolig ked af, at jeg skal forlade NFH. Jeg havde gerne fortsat i Nykøbing og været med videre på rejsen med at bygge endnu mere på de gode resultater, vi har opnået de seneste sæsoner. Nu skal jeg bruge den kommende tid på at finde ud af, hvor min fremtid og store håndbolddrømme skal udleves, samtidig med at jeg selvfølgelig vil slutte godt af i NFH sammen med mine fantastiske holdkammerater og ikke mindst vores gode fans, som alle betyder meget for mig, lyder det fra Alberte Kielstrup i en pressemeddelelse fra NFH, som Folketidende har forsøgt, at få uddybet hos hovedpersonen selv, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Ønske fra træneren

Hun er den næstmest scorende for NFH i Kvindeligaen i denne sæson med 38 mål i ni kampe, og var tidligere på året indkaldt til landsholdssamling for Danmark, dog uden at komme i kamp. Den 24-årige spiller kom til NFH fra Odense i sommeren 2021.

Beslutningen er udelukkende truffet på baggrund af den kommende træner Niels Agesens ønsker for trupsammensætningen for den kommende sæson, understreger Søren Jakobsen fra NFH's bestyrelse.

- Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Alberte for hendes store indsats og dedikation i NFH-trøjen. Hun har været en værdsat spiller, som med sit engagement og sit bidrag på banen har gjort en forskel for holdet og klubben. Alberte har været en del af NFH's rejse, og vi takker for hendes indsats. Vi ønsker hende alt det bedste fremover og håber, hun vil se tilbage på sin tid i NFH med glæde, lyder det fra Søren Jakobsen.

Afløseren kommer snart

NFH har, også i den kommende sæson, kontrakt med Moa Högdahl, der netop er kommet tilbage fra barsel, på højreback-positionen og det ventes at falstringerne inden for nær fremtid præsenterer Alberte Kielstrups afløser. Søren Jakobsen vil heller ikke afvise, at der kan komme flere udmeldinger om spillere, der skal forlade klubben.

- Det er selvfølgelig altid hårdt at sige farvel til spillere, som i nogens tilfælde har været en del af NFH i mange år, men Niels Agesen har et stort ønske om at spille hurtig håndbold og undgå alt for mange forsvars/angrebsudskiftninger, og det er i det lys at udskiftningerne skal ses, siger Søren Jakobsen.