Napoli vandt over Bari og er kun ét point fra førerholdet i Serie A, Milan. Frederik Sørensen sad over.
Napoli jagter sit første mesterskab i 21 år i den italienske Serie A, og med en sejr over Bari på 2-0 sørgede napolitanerne for at holde liv i drømmen.
Mål af Ezequiel Lavezzi og Edson Cavani sikrede sejren for syditalienerne, der kun er et enkelt point efter AC Milan, som dog har spillet en kamp mindre.
Milan skal senere i aften op imod bundholdet Cesena og kan her igen øge afstanden til forfølgerne, som også tæller lokalrivalerne fra Inter.
Her prøvede træner Leonardo for første gang siden sin tiltræden ved juletid at tabe en kamp. Det skete, da Udinese vandt 3-1.
Dejan Stankovic bragte ganske vist Champions League-mestrene foran efter et kvarter.
Cristian Zapata og Antonio Di Natale sørgede dog for pauseføring til Udinese, mens Maurizio Domizzi slog sejren fast for hjemmeholdet midtvejs i anden halvleg.
- I fodbold taber man kampe en gang imellem, det betyder ikke det store. Det ændrer ikke ved måden, vi ser tingene på, og det ændrer ikke ved, hvordan jeg ser holdet, siger Leonardo.
I Juventus var Frederik Sørensen slet ikke en del af truppen, der spillede 0-0 mod Sampdoria. Per Krøldrup spillede til gengæld hele kampe for Fiorentina, der hjemme fik 1-1 mod Lecce.
/ritzau/