NFH henter dansk målvogtertalent

Anne Christine Bossen fra København Håndbold afløser Catharina Fiskerstrand Broch i NFH-målet i næste sæson. Foto: NFH

Afløseren for Catharina Fiskerstrand Broch er allerede på plads i NFH.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldligaklubben NFH har allerede fundet afløseren for den norske målvogter Catharina Fiskerstrand Broch, som forlader klubben efter denne sæson.

Klubben henter København Håndbolds talentfulde danske målvogter Anne Christine Bossen, som i sidste sæson blev kåret til Årets Talent i Kvindeligaen.

Anne Christine Bossen er 21 år og stammer oprindeligt fra Esbjerg. Hun har spillet ungdomshåndbold i Esbjerg og Herning-Ikast, og som seniorspiller har hun udover København også spillet i Ringkøbing Håndbold, Holstebro Håndbold og Randers HK.

Stort potentiale

Hun har også spillet 26 ungdomslandskampe for Danmark, og NFH ser et stort potentiale i den unge keeper.

- Vi får en ung, arbejdsom og talentfuld målvogter, som vi tror kan udvikle sig endnu mere her i NFH. Sammen med holdet og vores målvogtertræner Mette Sahlholdt ser vi et stort potentiale i "AC". Hun var øverst på ønskelisten hos vores kommende trænerteam, så vi er meget glade for, at det er lykkedes at lande aftalen.

Hun var øverst på ønskelisten hos vores kommende trænerteam, så vi er meget glade for, at det er lykkedes at lande aftalen.

Søren Jakobsen

- Anne Christine er stadig ung, men hendes cv vidner om stor erfaring. Vi ser frem til at have hende i NFH og til at byde hende velkommen i Spar Nord Boxen, siger bestyrelsesmedlem Søren Jakobsen i en pressemeddelelse fra klubben.

- Det helt rigtige skridt

Anne Christine Bossen ser skiftet som et vigtigt skridt i hendes udvikling.

- Jeg føler, at det er det helt rigtige skridt for mig både som håndboldspiller og som menneske. Klubben virker til at have et seriøst setup, et godt træningsmiljø samt nogle meget høje ambitioner - både i den danske liga og i Europa. Det vil jeg meget gerne være en del af, og jeg kan se mig selv passe godt ind her, siger hun i pressemeddelelsen.

- Jeg kommer med høje forventninger til både mig selv og holdet. Vi bliver et nyt hold med nye trænere og mange nye spillere, men jeg synes, det ser meget spændende ud. Jeg tror på, at vi kan spille med i toppen og forhåbentlig også gøre en god figur på den europæiske scene. Derudover glæder jeg mig til at mærke stemningen fra de mange engagerede og støttende fans, som NFH er så privilegeret at have, tilføjer hun.

Anne Christine Bossen tiltræder i NFH 1. juli næste år og har tegnet en toårig kontrakt.

Læs også: Målvogter forlader NFH