Pelle fra Sakskøbing vil op blandt de bedste

Pelle Sonnenborg Christiansen fra Sakskøbing har allerede flere gange dømt Team Sydhavsøerne i 1. division og har ambitioner om at komme helt op i Håndboldligaen. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Lokal håndbolddommer er klar til at tage skridtet op i den bedste række, hvis chancen byder sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Team Sydhavsøernes seneste to hjemmekampe i håndboldens 1. division, har en dommer, der oprindelig kommer fra Sakskøbing, stået på øretævernes holdeplads, som opmand sammen med sin makker på halgulvet i Lollands Bank Arena.

28-årige Pelle Sonnenborg Christiansen har gjort lynkarriere med fløjten og er med stormskridt avanceret i rækkerne, siden han som ganske ung tog dommereksamen som elev på Gunslevholm Idrætsefterskole, og efterfølgende begyndte at dømme ungdom og i den lokale Serie 2.

Siden er det kun gået fremad for Pelle Sonnenborg Christiansen, der blev klemt lidt lokalt, da der ikke rigtig var nogen makker på Lolland-Falster, der havde de samme ambitioner og var nogenlunde ligelig aldersmæssigt. Men efter han valgte at flytte til København for at studere blev mulighederne langt større, og så gik det stærkt.

Han kom hurtigt op i Kvalifikationsrækken og 3. division og efter to sæsoner i 2. division debuterede han før denne sæson i 1. division, sammen med sin nye makker Rico Jørgensen fra Dianalund.

De har blandt andet haft fornøjelsen af at dømme Team Sydhavsøerne tre gange i denne sæson.

Vokset op med fløjten

Pelle Sonnenborg har ikke dommergerningen fra fremmede, da faderen Jesper Christiansen, er mangeårig håndbold -og fodbolddommer. Sønnike trives med at fordele sol og vind lige i Danmarks næstbedste herre og kvinderække.

- Det er fedt når presset er på ens skuldre og når, der som i fredags i Maribo, er noget på spil for begge hold, og hallen koger, siger Pelle Sonnenborg Christiansen, der også har en aktiv karriere bag sig som spiller.

Han nåede at spille på Team Sydhavsøernes andethold i 2. division samt 3. division i Rødby og NFH.

- Men da jeg begyndte at studere i Roskilde blev der for langt til træning i Nykøbing, og så skiftede jeg til KSG i København, fortæller Pelle Sonnenborg Christiansen, der dog godt kunne se, at spillerkarrieren ikke kunne bringe ham højere op i rækkerne.

- Talentet rakte nok ikke til mere end 3. division. Jeg kunne godt se, at jeg nok ikke blev liga-spiller, griner Pelle Sonnenborg Christiansen og fortsætter.

Fysikken er vigtig

- Og da håndbold altid har fyldt meget i familien og altid har været min passion, så kiggede jeg på, hvordan jeg så kunne komme helt op i rækkerne, og der var dommergerningen muligheden, som jeg blev mere og mere grebet af, siger Sakskøbing-drengen, der har et fuldtidsjob i en eventvirksomhed i København, men dommergerningen fylder mere og mere med flere kampe i løbet af ugen, der sagtens kan ligge i Jylland. Derudover kræver det også fysisk træning et par gange om ugen, ligesom han selv træner håndbold på sekundaniveau, for at holde formen ved lige.

- Og så vil vi som dommerpar også gerne bruge noget forberedelsestid på at sætte os ind i, hvad det er for nogle hold vi skal dømme. Hvor de ligger henne i tabellen og hvad de to klubbers historik er, så vi ved hvad det er for en slags kamp vi kommer ud til. Alle kampe lever deres eget liv, og det er også det fede ved at dømme håndbold, siger Pelle Sonnenborg Christiansen, der har en klar ambition.

- Hvis ikke det er ens mål, at drive det så langt som muligt, når man er nået op på næstbedste niveau, så skulle man da være et skarn. Hvis man så ikke er god nok, så må man tage så mange sæsoner i 1. division, som man nu kan, men ingen tvivl om, at jeg går efter at komme op i den bedste række.