Urolighederne i Bahrain betyder, at åbningen af Formel 1-sæsonen må aflyses, oplyser arrangøren.
Åbningen af Formel 1-sæsonen i Bahrain, som var fastsat til 13. marts, er aflyst.
De politiske uroligheder i landet er nu så alvorlige, at arrangøren tre uger før det planlagte åbningsløb, må aflyse.
Samtidig er testkørslen fra den 3. til den 6. marts på banen i Sakhir også afblæst.
De seneste uger har forskellige arrangementer på banen lidt samme skæbne, fordi al medicinsk assistance har været tilkaldt hospitalerne for at hjælpe ofre fra gadekampene i landet.
Det er endnu ikke besluttet, hvor eller hvornår grand prix'et ellers kan finde sted.
/ritzau/