Så gik den ikke længere - Team Sydhavsøerne under nedrykningsstregen

Kristian Lund Vukman. Foto: Kim Nielsen, Konceptlab

Lollikkerne leverede slet ikke varen mod HC Midtjylland samtidig med at andre resultater gik i mod.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Med blot to spillerunder tilbage er Team Sydhavsøerne for første gang i sæsonen havnet under nedrykningsstregen i1. division.

Det blev en kendsgerning, da Team Sydhavsøerne selv tabte hjemmekampen mod HC Midtjylland, mens konkurrenterne fra Norddjurs slog FIF, og dermed overhælede lollikkerne med et enkelt point.

Team Sydhavsøerne var ikke i nærheden af at gøre deres del af arbejdet mod HC Midtjylland, der ligger nummer fem i 1. division, men ikke havde noget som helst at spille for.

Første halvleg var alt for dårlig for Team Sydhavsøerne, der brændte alt for meget på midtjydernes keeper Rasmus Døssing, der havde alt for mange redninger.

Værterne fik en smule kontakt, da de ændrede til syv mod seksspil og kom på 8-11, men så blev der igen brændt alt alt for meget, og uden at anstrenge sig voldsomt løb HC Midtjylland kontra og scorede nærmest efter behag.

Gæsterne førte 17-11 ved pausen, hvilket var totalt unødvendigt. Samtidig kunne Norddjurs gå til pause foran 18-16 mod FIF, og dermed var Team Sydhavsøerne virtuelt under nedrykningsstregen allerede ved pausetid.

Det blev der desværre ikke ændret på efter pausen. FIF slap grebet i Norddjurs og tabte klart, mens Team Sydhavsøerne ikke kunne få greb om kampen mod HC Midtjylland.

De små åbninger som HC Midtjylland trods alt gav Team Sydhavsøerne for at komme tilbage i kampen, blev ikke udnyttet. Hjemmeholdet havde chancen for at reducere til 26-27, men Alexander Nielsen smed bolden i hænderne på Midtjylland-forsvaret, da målet ellers stod tomt, og så afgjorde gæsterne kampen med tre scoringer i træk og sluttede med at vinde 32-27.

Med nederlaget er Team Sydhavsøerne pisket til at hente måske fire point i de sidste to kampe på udebane mod Rækker Mølle og hjemmebane mod Faaborg.

Ellers hedder det 2. division efter sommerferien.