OPDATERET MED BILLEDESERIE: NFH får svært ved at forsvare DM-titlen.
Håndboldkvinderne fra NFH tabte tirsdag aften 22-23 på hjemmebane i Arena Næstved til København.
Nederlaget betyder, at de forsvarende danske mestre får svært ved at gå videre fra puljen og i semifinalerne. København og Team Esbjerg, der slog Randers i aftenens anden puljekamp, har begge seks point, mens NFH ligger på tredjepladsen med tre point. To hold går videre, og der mangler tre kampe.
NFH fik en dårlig start på kampen mod København. Alt for mange tekniske fejl var den væsentligste årsag til, at hovedstadsholdet førte 9-5. Men NFH'erne kæmpede sig tilbage, og Emelie Westberg bragte de gulblusede i front med 11-10. Det var dog gæsterne, der gik til pause foran med et enkelt mål, 13-12.
NFH fik også en skidt start på anden halvleg. Efter at have været bagud 12-15, bragte Angelica Wallén værterne foran 19-17.
Men københavnerne var skarpere i slutfasen med en velspillende Mia Rej. Således førte København 23-20, inden NFH reducerede til 22-23.
Med 17 sekunder tilbage brugte Københavns træner, Claus Mogensen, sin sidste timeout. Det lykkedes dog NFH at få fat i bolden ved Kristina "Mulle" Kristiansen. Samtlige NFH'ere stormede fremad banen, men da "Mulle" afleverede bolden, vurderede den ene dommer, at hun stod uden for banen. Løbet var kørt.
NFH møder i den næste puljekamp Randers på udebane 10. april.