Stadion-fejring: Nu vil NFC hylde OL-heltene

NFC vil hylde bryderen Turpal Bisultanov og roeren Emma Aastrand Jørgensen, der begge vandt OL-bronze. Foto til venstre: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Foto til højre: Afp7 Vía Europa Press/AP/Ritzau Scanpix

Bestyrelsesmedlem i Nykøbing FC fortæller, at kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen og bryderen Turpal Bisultanov skal fejres på Lollands Bank Park.

Offentliggjort Sidst opdateret

Uge 32 var en sensationel sportsuge, hvor lokale OL-atleter flere gange hev metal hjem til Danmark.

Om torsdagen vandt Turpal Bisultanov bronze, og blot to dage efter gjorde Emma Aastrand Jørgensen ham kunsten efter, da også hun vandt den kobberfarvede medalje.

Det er slet ikke hver dag, at en Nykøbing-bryder og en roer, der er født og opvokset i Maribo, kan kalde sig olympiske medaljetagere.

Og det skal selvfølgelig fejres.

Brydeklubben Thor, hvor Turpal Bisultanov træner, har allerede meldt ud, at de den 25. august inviterer til "kæmpe fest."

Snart er det Nykøbing FC's og fodboldfansenes tur til at hylde OL-heltene på Lollands Bank Park. Mark O. Madsen, bestyrelsesmedlem i NFC, fortæller, at Emma Aastrand Jørgensen fejres den 6. september, når NFC spiller hjemme mod Fremad Amager. Og når NFC igen spiller hjemme, er det Turpal Bisultanovs tur.

- Det er meget vigtigt at fejre Turpal og så sandelig også Emma. Dels fordi de er lokale, men også fordi deres resultater taler for sig selv. Hun er simpelthen historisk, siger Mark O. Madsen.

De skal fejres

Og Mark O. Madsen har ret i, at Emma Aastrand Jørgensens resultat er historisk. Maribo-roeren er den mest vindende danske kvindelige OL-atlet nogensinde. Fire er det blevet til. Bronze i Paris, to bronzemedaljer i Tokyo og en sølvmedalje i Rio.

Bestyrelsesmedlemmet, der tilbage i 2016 selv vandt OL-sølv i Rio i brydning, pointerer, at vi på Sydhavsøerne har "atleter, der leverer, og som er nogle af de bedste af de bedste i hele verden," og når "der er mennesker, der yder en ekstraordinær indsats, skal vi være gode til at anerkende det."

Men han fremhæver ikke alene OL-resultaterne.

- Vi har også et superdygtigt håndboldhold og et fodboldhold, der gør det fantastisk. Vi har rigtig meget at byde på. Det skal vi blive ved med at minde hinanden om, og dem, der ikke er enige, er velkomne til at ringe til mig, siger Mark O. Madsen.