Frem Sakskøbing konsoliderede førerpositionen i LF-serien.
Frem Sakskøbing måtte klare sig uden LF-seriens topscorer Martin Lohse i onsdagens aftenkamp mod B.1921. Han blev testet inden kampen, men måtte melde fra grundet knæproblemer. Men så tog lillebror Nikolaj Lohse blot over, og allerede i det første minut udstak han kursen, da han bragte Frem foran.
Blot fem minutter senere udbyggede Benjamin Rasmussen føringen - og så var dén kamp reelt afgjort.
Frem var enerådende mod et meget, meget ungt B.1921-hold, der var chanceløse. Uden at spillet var prangende vadede hjemmeholdet i målchancer, men afslutterne skød for ofte med løst krudt. Topholdet vandt 6-2.