VM-guldvinderen på kvindernes 800-meter, sydafrikanske Caster Semenya, ville ikke hyldes på sejrspodiet efter spekulationer om hendes køn.
Caster Semenya ville helst have undværet folkets hyldest. Selv om den 18-årige sydafrikaner torsdag valgte at deltage i medaljeceremonien efter sin finalesejr i kvindernes 800-meter-løb, så har hun svært ved at acceptere, at mange mennesker stiller spørgsmålstegn ved hendes køn.
- Hun fortalte mig, at hun ikke ville på podiet, men jeg sagde til hende, at det skulle hun, siger præsidenten for det sydafrikanske atletikforbund, Leonard Chuene, til avisen The Times.
- Hun fortalte mig, at ingen nogensinde havde sagt til hende, at hun ikke var en pige. Hun spurgte mig, hvorfor tog I mig med hertil. I skulle have ladet mig blive hjemme i min landsby, fortæller Chuene.
Det er blevet besluttet, at Caster Semenya, der vandt 800-meter-finalen aldeles suverænt, skal gennemgå en kønstest.
/ritzau/