Verdens bedste spiller kommer til Lolland-Falster

Den rumænske stjernespiller Cristina Neagu er i gang med sin sidste sæson. Søndag eftermiddag spiller hun i Spar Nord Boxen for sin klub CSM Bucuresti i Champions League-kampen mod NFH. Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Det rumænske storhold CSM Bucuresti med Cristina Neagu i spidsen møder søndag eftermiddag NFH i Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man bevæger sig ud i Sakskøbing gader her i weekenden er der mulighed for, at man måske støder ind i verdens bedste kvindelige håndboldspiller gennem tiderne.

Christina Neagu er sammen med sit rumænske hold CSM Bucuresti, der i øvrigt også tæller de to danske landsholdsspillere Emma Friis og Trine Østergaard, indlogeret på Hotel Saxkjøbing forud for Champions League-kampen mod NFH søndag eftermiddag i Spar Nord Boxen og allerede fredag aften ankom den rumænske delegation til Danmark.

Den nu 36-årige venstreback, der har vundet Champions League-turneringen tre gange, har annonceret at denne sæson bliver hendes sidste, og det kan således være sidste gang, at den rumænske stjernespiller kan opleves på dansk grund.

- Folk skal komme i hallen for at opleve hende en sidste gang. I de sidste 2-3 sæsoner har hun måske ikke været så god, men i denne sæson har hun været outstanding og vist hvilken verdensstjerne hun er, lyder opfordringen fra CSM Bucuresti's danske cheftræner Helle Thomsen.

Fortjener flot afsked

- Jeg er mega glad for, at hun slutter sådan her. For det synes jeg virkelig hun fortjener. Det man skal forstå det er, hvor stor en stjerne hun er i Rumænien. Efter hver eneste udekamp hernede i den hjemlige liga, står hun og skriver autografer en time efter hver eneste kamp, og hver gang vi er en lufthavn, er der fans der stopper hende for at tage billeder. Hun er den største kvindelige stjerne hernede, fuldstændig uden sammenligning. Det er fuldstændig vanvittigt. Hun bliver hyldet hver eneste gang vi er på udebane med blomster og de råber hendes navn, fordi tilskuerne sætter pris på den indsats hun har gjort, fortæller Helle Thomsen, der ikke er forbavset over, at hun stiller håndboldskoene på hylden efter denne sæson.

- Hun bliver 37 år næste gang og har så mange operationer i både knæ og skulder, samtidig med at hun har været i gamet så mange år og vel spillet en milliard minutter alt i alt, så der er ikke noget sige til, at hun er brugt op, siger Helle Thomsen, der selv er i gang med sin anden trænerperiode i den rumænske klub, hvor der kun er et eneste krav.

Skal vinde hver gang

- Vi skal vinde hver eneste gang vi spiller. Så enkelt er det og det er det der bliver forventet. Det pres skal man kunne håndtere, hvis man vil være træner her. Sådan er livet bare, når man er træner hernede, men jeg må også erkende at det er et hårdt pres at leve under. For det er ikke nok bare at vinde. Man skal også vinde stort og helst med flere mål, end man gjorde sidste gang, lyder det fra Helle Thomsen, der godt ved at fyresedlerne sidder løst i Rumænien og et nederlag kan være skæbnesvangert i forhold til at blive sparket ud af døren, som hun har prøvet det en gang i den rumænske klub.

Champions League-trofæet, som man senest hjemtog i 2016, er også et stort mål i klubben, der får store offentlige midler tilført fra både stat og kommune, men i denne sæson har andre klubber været bedre, mener Helle Thomsen, der i øjeblikket ligger nummer fire i puljen uden chance for at avancere direkte til kvartfinalerne via de to første pladser, som Metz og FTC Rail Cargo har sat sig på.

Bliver behandlet godt

- Jeg kan konstatere, at de har været bedre end os i år og der er også et par hold i den anden pulje, som jeg vurderer er bedre end os. Vi har hentet 4-5 nye spillere op til sæsonen og har haft svært ved at spille dem ind på holdet på grund af OL i sommers, så vi har haft det lidt sværere, men går selvfølgelig stadigvæk efter det, siger Helle Thomsen, der glæder sig til kampen mod NFH, som man slog 27-26 i den omvendte kamp i Rumænien med Cristina Neagu som topscorer med 10 mål.

- Ikke fordi det spillemæssigt er let, for det er det bestemt ikke. Vi har stor respekt for NFH. Men det er et sted, hvor der er altid er mange gode mennesker og man bliver behandlet godt. Så det er en kamp især vores danske spillere og jeg selv ser frem til, da vi skal en tur hjem til Danmark, siger nordjyske Helle Thomsen, der tidligere har trænet det der dengang hed FC Midtjylland, og hun har også stået i spidsen for franske Nantes og det hollandske kvindelandshold.